En drøm, der blev slukket.

Sådan beskriver landstræner Jesper Jensen den følelse, der sad i ham og i de danske spillere efter det smertelige nederlag i VM-semifinalen mod Frankrig.

Men nu skal skuffelsen ud af kroppen. Sådan lyder den klare melding fra landstræneren. Og her er der særligt én oplevelse, der skal bruges som motivation:

EM-bronzekampen mod Kroatien på hjemmebane sidste år.

»Vi aftale i går aftes (fredag, red.), at vi må kigge fremad nu. Vi skal have lært af Herning sidste år, hvor vi dengang nok blev lidt for meget i følelsen af tristesse, selvmedlidenhed og ærgrelse. Det gjorde, at vi ikke gav os selv de bedste forudsætninger for at vinde bronzekampen mod Kroatien,« forklarer Jesper Jensen til B.T.

»Derfor er vi blevet enige om, at vi den her gang skal forsøge at få de bedste forudsætninger. Så alle de der følelser har vi pakket væk, og så retter vi fokus hen mod Spanien.«

For et år siden var danskerne storfavoritter til at tage bronzemedaljen, men landsholdet kunne slet ikke få spillet til at fungere i opgøret mod Kroatien og endte i stedet med at tabe 25-19.

Men nu kan det nederlag måske endda gå hen og blive en fordel.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi har et stort ‘knowhow’ fra sidste år omkring, hvad man ikke skal gøre, og det er det, vi skal forsøge at bruge i år og se, om vi ikke kan få det til at spille vores vej,« fortæller Jesper Jensen.

For selvom drømmen om en finaleplads ikke blev til virkelighed, så er det fortsat meget stort, hvis det skulle gå hen og blive til dansk bronze ved årets verdensmesterskab.

»Det betyder altid meget at slutte en turnering af med en sejr, og nogle gange kan en bronzemedalje føles federe end en sølvmedalje, fordi du tager hjem med en god oplevelse og får ligesom den der følelse i kroppen igen af at være dygtig og at lykkes med noget,« siger den danske landstræner.

»Men så er der også hele perspektivet for dansk kvindehåndbold. Franskmændene havde nok levet med det, hvis det blev en fjerdeplads i stedet for en tredjeplads, men for Danmark er en tredjeplads kæmpestor lige nu.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Man skal den mission lykkes, så kræver det et stort arbejde internt på holdet.

For ikke nok med, at det er værtsnationen Spanien, der står på den anden side, så handler det i endnu højere grad om at kunne formå at rejse sig fra fredagens store nedtur.

»Det er ligegyldigt, hvor meget vi forbereder os på Spanien, hvis vi ikke selv er ovre skuffelsen. Så det handler om at få fokusset rettet hen mod den kamp så hurtigt som muligt. Vi er fuldstændig bevidste omkring, at det bliver en mega svær kamp. Det er jo deres finalekamp. Det var det her, de kunne have drømt om. Og hvis de kunne vinde over Danmark, så er det en kæmpe succeshistorie for Spanien. Det bliver vildt svært,« slutter Jesper Jensen.

Om det bliver til den første danske VM-medalje i otte år, finder vi ud af søndag. Opgøret spilles klokken 14.30.