For otte år siden spillede Grindsted i serie 1. Efter sommerferien gælder det for første gang Herreligaen.

- Det vil være en kæmpe overraskelse, hvis vi er mere end et år i ligaen. Det vil vi gerne sige højt. Og oprykningen er også en kæmpe overraskelse.

Grindsted Gymnastik og Idrætsforening (GGIF) spiller efter sommerferien for første gang med blandt de bedste håndboldherrer i Danmark.

Torsdag sikrede holdet sig således førstepladsen i 1. division og direkte oprykning til Herreligaen med en sejr på 28-22 over Rækker Mølle foran knap 1000 tilskuere hjemme i Lynghallen.

Efter sejren blev der skænket 1500 gratis fadøl til de fremmødte, så formand og sportslig ansvarlig Flemming Pedersen var nødt til at træde ud af hallen for at forklare, hvorfor det indledende citat ikke bare er jysk underspil.

- Hvis man kigger på vores træningsmængde, profil og individuelle færdigheder kontra dem, vi spiller mod, så burde det her ikke være muligt. Mange af vores kære kolleger i 1. division har powerpoints om, hvornår de skal rykke op, men det har vi altså ikke. Det er ikke en del af vores profil.

- Vi træner om aftenen og mindre end en del af de andre, så vores projekt er primært båret af sindssygt stærke og gennemarbejdede relationer mellem unge spillere.

- Og så vil jeg også virkelig rose vores trænere for at have fået meget ud af lidt, siger Flemming Pedersen.

Oprykningen var været undervejs et stykke tid efter en flot sæson med blandt andet nul nederlag i Lynghallen, men for bare otte år siden spillede førsteholdet i serie 1.

I 2016 kom Flemming Pedersen til Grindsted som cheftræner efter en tid som ungdomslandstræner samt assistent og siden talentchef i KIF Kolding, og straks gik det stærkt med de første oprykningsfester.

I 2020 kom oprykningen til 1. division, og to år efter flirtede klubben for første gang med Herreligaen, men røg ud i playoffkampene, inden det i sidste sæson blev til en midterplacering og nu altså er endt med en historisk oprykning til byen, der ligger lidt vest for Billund.

Det kan være, at antallet af kontraktspillere vokser fra tre til fem-seks i næste sæson, fastslår formanden, men grundlæggende bliver der ikke ændret på noget i setuppet.

- Vi vil gerne være et sted, hvor vi har en blanding af spillere, der har en civil karriere, men gerne vil træne meget, og så unge spillere fra U19-rækken, som gerne vil bruge os som afsæt til deres videre karrierer.

- Og sådan bliver det ved med at være, siger Flemming Pedersen, der for tre år siden overlod trænerposten til andre i en glidende overgang.

HC Midtjylland og Skive blev henholdsvis nummer to og tre i 1. division og skal dermed ud i playoffkampe for at holde liv i chancen for at gøre Grindsted selskab.

I første omgang spiller de mod hinanden, og siden møder vinderen sidstepladsen fra nedrykningsspillet i Herreligaen.

/ritzau/