Besvimelsen skete 14. januar, da Daciaen kørte 120 km/t. på motorvejen.

Da håndboldspilleren Chris Jørgensen vågnede, lå bilen med taget nedad på en mark efter at være rullet og ramt et træ. Den var totalskadet, og han kravlede ud af bilen for at sunde sig.

Kun Chris Jørgensens hoved havde taget alvorlig skade, men alligevel har Sønderjyske-spilleren ikke spillet en håndboldkamp siden.

»Jeg gik fuldstændig ned med flaget. Jeg overvejede ikke selvmord på et konkret plan, men jeg gjorde mig tankerne på et eksistentielt plan. Jeg tænkte tit: 'Hvis mit liv skal fortsætte på denne måde, hvad er så grunden til, at jeg er her?« spørger Chris Jørgensen retorisk i et interview med Jyllands-Posten om perioden efter sin ulykke, hvor hans tilstand gjorde, at han ikke engang magtede at samtale med sin kæreste.

I fem uger lå han i sin seng uden at kunne foretage sig noget som helst. Den periode var lang. Meget lang.

»Jeg forstår godt, at man kan havne i en depression, for det hele er så mørkt. Ensomheden og isolationen er det værste. Jeg havde også mange smådepressive tanker, og de fem uger var med afstand den længste periode i mit liv,« fortæller han og siger, at man 'bliver sindssyg' af at ligge alene med den slags tanker, kombineret med en slem hovedpine.

I den periode fyldte håndbolden stort set ingenting. Hvordan skulle han kunne spille, når han ikke engang magtede at snakke med sin kæreste?

Men Chris Jørgensen har fået det bedre. Han er vendt tilbage til håndboldtræning for første gang i fire måneder.

Chris Jørgensen i aktion for Sønderjyske.
Chris Jørgensen i aktion for Sønderjyske. Foto: sportxpress
Vis mere

Efter planen skulle han skifte til KIF Kolding efter sommeren. Men aftalen kan spoleres af, at klubben muligvis rykker ned. Holdet spiller fredag aften, men i tilfælde af nedrykning bliver alle spillere fritstillet. Også Chris Jørgensen, hvilket kan vise sig at være problematisk for spilleren, som ikke har været i kamp siden 22. december i fjor.

»Lige nu ved jeg ikke, om jeg er købt eller solgt, og det er selvfølgelig nervepirrende. Det har mildt sagt været pisseirriterende at følge Koldings nedtur på afstand, men jeg kan ikke gøre så meget. Hvis det kikser, må jeg tage bestik af situationen,« siger Chris Jørgensen.

En nedrykning betyder dog ikke med sikkerhed, at spilleren ikke rykker til KIF Kolding.

»Det er da en smule bekymrende, men uanset hvad der sker, skal jeg nok klare den. Det kan også være, at KIF Kolding og jeg stadig finder hinanden, selvom det hedder 1. division. Intet er udelukket. Jeg er langtfra færdig med håndbold,« siger Chris Jørgensen.