Den 24-årige Justin Thomas vinder sin femte turnering denne sæson.

Boston. Tre uger efter karrierens første sejr i en majorturnering kan den amerikanske golfspiller Justin Thomas sætte endnu et stort trofæ i skabet.

Denne gang for at gå de fire runder ved Dell Technologies Championship i Norton, Massachusetts, i færrest slag. Det er den 24-åriges femte sejr i denne sæson ifølge Reuters.

Før mandagens sidste runde lå Justin Thomas side om side med Marc Leishman fra Australien i toppen af feltet.

De første ni huller spillede Leishman noget af det bedste i karrieren. Seks birdies blev det til.

Justin Thomas lavede to birdies og en eagle og var dermed to slag bagefter, da duoen gik i gang med anden halvdel af runden.

Her blev Leishman noteret for fem bogeys til en runde i 70 slag.

Justin Thomas kom ind i 66 slag til en samlet score i 17 slag under par. Det var tre bedre end australieren og to bedre end Jordan Spieth, der passerede Leishman efter en runde i 67 slag.

Justin Thomas vandt i august årets sidste majorturnering, PGA Championship.

/ritzau/