Kevin Magnussen versus Romain Grosjean.

Med Kevin Magnussens offentliggjorte aftale med Haas, er det slut med de endeløse dueller om et Formel 1-sæde med Renault-briten Jolyon Palmer. Fremover hedder den konstante udfordring Romain Grosjean. En 30-årig franskmand med schweiziske rødder.

For Kevin Magnussen, der torsdag offentliggjorde, at han har takket nej til en etårig forlængelse med Renault, bliver det et møde med en mand, der deler danskerens skæbne. Ligesom Kevin Magnussen har Grosjean tidligere i karrieren været tilknyttet Renault - det var tilbage i 2009 - men ligesom Magnussen formåede heller ikke Grosjean at overbevise det franske fabriksteam.

Franske Romain Grosjean.
Franske Romain Grosjean. Foto: Mark Thompson
Vis mere

Derefter ventede nogle år uden for det eksklusive F1-felt, inden Romain Grosjean gjorde comeback (i øvrigt ligesom Kevin Magnussen gjorde efter sin degradering hos McLaren) som kører for det nystartede Lotus-team sammen med Kimi Räikkönen. Her blev det til tre sæsoner, inden Grosjean sidste år blev præsenteret som den ene af det nystartede amerikanske Haas-teams to kørere.

Det er med andre ord en erfaren racerkører, Kevin Magnussen står over for i den kommende sæson, hvor den direkte duel, som man først så hos McLaren (mod Jenson Button) og siden Renault (mod Jolyon Palmer) vil være med til at forme Magnussens fremtid. Ifølge Formel 1-kommentator på TV3+, Jens Hansen, bliver den helt store nøgle at omsætte danskerens fart til resultater. Her har han indtil videre i F1-karrieren endnu ikke overbevist.

»Kevin mangler lige nu at vise i Formel 1, at han kan sætte en hel sæson sammen og præstere kontinuerligt. Man kan ikke bebrejde nogle, hvis de tvivler på, hvor Kevins bundniveau er, så det er nu, at han skal vise, han kan løfte det,« siger Jens Hansen og tydeliggør Magnussens opgave:

»Kevin skal kontinuerligt vise, at han er dygtigere end Grosjean, og her handler det ikke alene om at være hurtigere i kvalifikationerne. Han skal også dygtigere til at få sine løb til at hænge sammen, så han kan skabe resultater. Gør han det, vil han tage et kæmpe skridt frem,« siger Jens Hansen frem mod lørdagens kvalifikation i det brasilianske grandprix.

Da Nico Hülkenberg tidligere på efteråret blev annonceret som Renaults kommende førstekører, blev tyskeren omtalt som en perfekt mulighed for Kevin Magnussen til at måle sig mod en kører fra den bedste halvdel af feltet. Ifølge Jens Hansen er muligheden for at imponere F1-branchen dog lige så stor i duellen mod Grosjean.

»Grosjean kæmpede sig tilbage i Formel 1 efter at være røget ud og skabte sig en karriere i Lotus, hvor han brændte rigtigt igennem, da han beviste sit værd som makker til Kimi Räikkönen. I mine øjne har det lige så stor værdig for Kevins køreraktie i Formel 1 at køre fra Grosjean i Haas, som det har at køre fra Hülkenberg i Renault.«

Kevin Magnussen siger farvel til den gule Renault efter denne sæson.
Kevin Magnussen siger farvel til den gule Renault efter denne sæson. Foto: Mark Thompson
Vis mere

Da Kevin Magnussen debuterede i Formel 1, var han andenkører efter Jenson Button, mens han i Renault i hvert fald udadtil blev opfattet som førstekører. Som den nye i Haas-teamet vil Kevin Magnussen være manden, der skal overbevise fra start. Men det bliver ikke nemt. Én ting er hurtighed, en anden er slutproduktet.

»Jeg tror ikke, der er nogle der tvivler på, at han vil være lige så hurtig som Grosjean. Det folk vil kigge på er, om Kevin kan lave de samme resultater som Grosjean. At få meget ud af lidt og skabe resultater har været Grosjeans styrke. Det bliver en udfordring for Kevin,« vurderer Jens Hansen.