Kevin Magnussens presse-briefing er torsdag den bedst besøgte i paddocken på Interlagos-banen i São Paulo. Journalister fra hele verden ville høre nyt om danskerens fremtid efter exitet fra Renault.

Og det første spørgsmål kommer som fra et maskingevær fra engelske BBC.

Hvornår skrev du under på kontrakten med Haas?

Men Kevin Magnussen er for rutineret til at gå i den slags fælder.

»Har du ikke andre spørgsmål?« fyrer han tilbage med et stort smil.

»Nej,« replicerer journalisten fra BBC.

»Altså – der er jo ikke annonceret noget. Men jeg regner med, at der kommer en officiel udmelding om min fremtid i løbet af weekenden,« siger Kevin og undgik professionelt at nævne Haas-teamet. Men han sad over for de samme journalister, der en halv time tidligere havde ’grillet’ Haas-chef Günther Steiner om teamets 2017-lineup. Han svarede præcis det samme: ’Der kommer en udmelding i løbet af weekenden.’

Også Haas-chefen Guenther Steiner er ombejlet i Brasilien.
Også Haas-chefen Guenther Steiner er ombejlet i Brasilien.
Vis mere

Derfor er der ingen omkring Renault-bordet i Interlagos-paddocken, der er i tvivl: Kevin Magnussen kører for Haas-Ferrari i Formel 1-VM 2017.

Men når han nu ikke vil tale om 2017, er det nærliggende at spørge til 2016. Renault annoncerede i går, at Jolyon Palmer beholder sin plads og bliver teamkammerat til Nico Hülkenberg i Renault-teamet.

Kevin Magnussen, der indtil videre har hentet syv VM-point i denne sæson, har hen over sæsonen været betydeligt hurtigere end Jolyon Palmer – der har hentet et VM-point, så valget er umiddelbart overraskende. Men nu afslører danskeren, at han har fået tilbudt en 2017-sæson hos Renault, men at han afslog.

»Det var mig, der tog beslutningen om at forlade Renault, fordi jeg følte, de ikke ’committede’ sig nok,« siger han.

Altså – at der kun var tale om en etårig kontrakt for 2017?

»Njaa – det handlede mere om det, jeg vil kalde ’commitment’. For det første tog de sig rigtig lang tid. Og for det andet hørte jeg jo hele tiden om de mange andre kørere, de havde tilbudt min bil til – selv Paven fik vist tilbudt en Renault-kontrakt for 2017,« siger han med et stort smil.

Også Haas-chefen Guenther Steiner er ombejlet i Brasilien.
Også Haas-chefen Guenther Steiner er ombejlet i Brasilien.
Vis mere

»Det betød, at jeg ikke følte, at de virkelig VILLE mig. Og så begyndte jeg at se mig om efter alternativer. Men jeg vil gerne understrege, at jeg har nydt min sæson med Renault – det er gode folk, jeg har hygget mig med dem, og jeg vil savne mange af dem. Jeg tror også, de kommer til at savne mig – stemningen er i hvert fald lidt trykket i dag, og mange har givet udtryk for, at de er kede af, jeg forlader dem. Renault er det bedste team, jeg har arbejdet sammen med i Formel 1 – indtil nu. Når de får hele organisationen på plads, skal de nok komme til tops.«

Magnussens ord om at ’få organisationen på plads’ rimer godt med de mange rygter om en teamledelse, hvor ingen rigtig ved hvem, der besluttede hvad.

»Det har været lidt svært at vide, hvem der bestemte,« indrømmer Magnussen:

»Det har været lidt rodet, men det er alt sammen lige meget nu.«

Kevin Magnussen er ved at være gennem seancen med de mange journalister, og han har behændigt undgået at nævne navnet på sin kommende arbejdsgiver. Men han åbner alligevel lidt for 2017-posen, da han siger:

»Jeg glæder mig til at køre for et team, hvor jeg virkelig får mulighed for at vise, hvad jeg kan. Og jeg håber, mit 2017-team er mere konkurrencedygtigt end mit nuværende.«

Kevin Magnussen begynder sin næstsidste grandprix-weekend for Renault i pitten, for teamets reservekører, Sergei Sirotkin, sidder bag rattet i hans bil i den indledende FP1-træning i dag.