Masser af fodboldstjerner gjorde det. Skuespillere gjorde det. Lancerede serier af digitale kunstværker i billedform.

Med de såkaldte NFT'er, non-fungible tokens, kunne helt almindelige danskere og små og store investorer erhverve sig bevis på ejerskabet over de digitale billeder.

Nye tal viser imidlertid, at markedet stort set er kollapset. 

Den udvikling bekræfter dansk ekspert, som sammenligner markedet med et pyramidespil.

Kort fortalt var NFT'erne digitale skøder, som var bygget op på en teknologi, der ikke kunne snydes med.

Det var i begyndelsen af 2022, at salget af NFT'er for alvor tog fart, og i spidsen stod tilsyneladende en række stjerner fra fodboldens verden – Nicklas Bendtner, John Terry og mange andre.

Også Casper Christensen lancerede en serie af NFT'er.

Nogle af de digitale kunstværker blev solgt for millioner af dollar, andre blot for adskillige tusinde kroner, men der var kamp om at få fingrene i de helt rigtige.

På et tidspunkt blev der på én måned handlet NFT'er for 2,8 milliarder dollar på verdensplan. Det svarer til 19,5 milliarder danske kroner.

De vilde dage i begyndelsen af 2022 er imidlertid nu overstået. Markedet for NFT'er er så godt som dødt. Langt, langt de fleste NFT-serier har en værdi på nul.

Og millioner af mennesker ligger nu inde med de mere eller mindre værdiløse aktiver.

I hvert fald viser ny data fra dappGambl ifølge Business Insider, at 95 procent af de 73.257 NFT-serier, som man har undersøgt, nu har en markedsværdi på nul.

Og de mange værdiløse NFT'er ligger i hænderne på næsten 23 millioner mennesker.

Over for B.T. bekræfter Ole Bjerg, som er partner hos konsulentvirksomheden De Nye Penge, analysen. 

Er markedet dødt? Og hvorfor er det sket?

»Ja, det er det,« siger Ole Bjerg.

»Men det er forkert at stille spørgsmålet om, hvorfor det er dødt. Det rigtige spørgsmål er, hvorfor blev det overhovedet til noget?«

»Jeg har aldrig kunnet se ideen i det. For mig har det aldrig været andet end en boble og hype. Ikke andet. Jeg ville aldrig røre det med en ildtang,« siger Ole Bjerg.

Kunstneren Ugonzo har skabt dette digitale værk. Arkivfoto fra 2021.
Kunstneren Ugonzo har skabt dette digitale værk. Arkivfoto fra 2021. Foto: Justin Tallis/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvem er det, der har tjent penge på NFT?

»Det har dem, der kom først ind - og først ud,« forklarer Ole Bjerg.

»Jeg tror, at de mange kendte personer, sportsfolk og skuespillere, har kunnet genkende noget unikt ved en slags personligt brand, som de kunne monetarisere,« tilføjer han.

Ole Bjerg mener, at de kendte personligheder formentlig har set, at de hver især repræsenterede en unik værdi, som de følte, at man kunne tjene penge på.

»Det kunne man så ikke,« konstaterer Ole Bjerg.

Kan man kalde det en slags 'Kejserens nye klæder'? Hvis du ikke kan se potentialet som investering, så er du dum?

»Kejserens nye klæder vil jeg ikke kalde det. Det kan du gøre,« siger Ole Bjerg.

»Men det har haft karakter af et pyramidespil på den måde, at dem, der tjente penge på det, det var dem, der kom først ind og blev løftet op af, at andre købte sig ind i en hype, og derefter sørgede for at komme ud igen i tide,« forklarer han.

Ole Bjerg, partner i De Nye Penge
Ole Bjerg, partner i De Nye Penge Foto: De Nye Penge
Vis mere

Ole Bjerg mener, at NFT-markedet voksede sig stort, fordi de økonomiske omstændigheder gjorde det mere attraktivt. Der var simpelthen for mange penge i systemet.

»Selv om vi lever i en økonomisk tid, hvor vi har haft høj inflation, arbejdsløshed, recession og kæmpe krise, så har der samtidig været for mange penge,« forklarer han.

»Nogle folk har haft for mange penge, og i og med at renter har været for lave, så har pengene søgt efter, hvor der så alternativt kunne laves afkast. I sådan et miljø trives spekulative produkter,« pointerer Ole Bjerg.

Han mener, at vi lige nu ser, at det generelle kryptomarked bevæger sig mod en tilstand, hvor pengene trækker sig sammen og samles om færre, stærke valutaer, som eksempelvis bitcoin.

»Det store billede, der tegner sig på kryptomarkedet, er, at vi ser fårene blive skilt fra bukkene. Rigtig mange vil dø,« forventer Ole Bjerg.

Analysen fra dappGambl viser desuden, at 79 procent af alle NFT-samlingerne i øjeblikket forbliver usolgt.

Og blot én procent af NFT-samlingerne har i dag et prisskilt på mere end 6.000 dollar.