19-årige Cecilia Florijan var helt klar til sin køreprøve.
Hun havde endda brugt 3000 kroner på ekstralektioner, så hun kunne lære Frederikssunds kryds og veje udenad.
Men aftenen inden, hun skulle op til køreprøven, fik hun nedslående nyt i en sms fra Færdselsstyrelsen.
Prøven var aflyst.
»Jeg en besked klokken 23 om natten, der fuldstændig ødelægger mine drømme om endelig at være færdig. Jeg fik ikke nogen forklaring på, hvorfor, og tænkte derfor bare, at det ikke kunne være rigtigt,« siger Cecilie Florijan.
Hun blev med det samme bekymret for, hvornår hun kunne få mulighed for at tage køreprøven.
To dage senere fik hun svar fra sin kørelærer, der kunne fortælle, hvorfor hendes til var blevet aflyst.
Den sagkyndige, der skulle bedømme Cecilia Florijans køreevner var blevet syg.
Kørelæren kunne også løfte sløret for, hvor langt ude i fremtiden, den næste ledige køreprøve lå.
To til tre måneder.
»Det blev jeg ret presset over, for jeg kan jo ikke gå flere måneder uden at køre. Det betød også, at jeg skulle give flere penge for ekstratimer,« siger Cecilie Florijan.
Cecilia Florijan vurderer, at hun skulle købe mellem otte og ti ekstralektioner for at holde kørslen ved lige i den periode.
Med en pris på 1.000 kroner per ekstralektioner, kunne hun se ind i en ekstraregning på op til 10.000 kroner for sit kørekort på grund af sygemeldingen.
Et slag af en regning, Cecilia Florijan mener, hun kunne have undgået, hvis Færdselsstyrelsen havde taget ansvaret for at finde en ny prøve til hende.
»Alle kan jo blive syge, men jeg synes bare det er pisse ærgerligt, at de ikke gad erstatte køreprøven, istedet for at efterlade min kørelærer og mig til selv at finde en ny tid. De undskyldte ikke engang for den sene melding,« siger hun.
Hun prøvede at klage til Færdselsstyrelsen over forløbet, men blev mødt af en mail, som forklarede, at svartiden på klager ville være op til seks uger.
Lykken skulle dog tilsmile den 19-årige et par dage senere.
En anden elev aflyste sin køreprøve kun to uger efter Cecilia Florijan, der oprindeligt skulle have været til køreprøve, og den tid skyndte kørelæren at booke.
Hos Færdselsstyrelsen anderkender de den ærgerlige situation, men holder fast i, at de ikke kunne have gjort det anderledes.
»Vi forstår elevens frustrationer, og vi beklager, at vi var nødt til at aflyse hendes køreprøve på grund af sygdom. Desværre kan vi ikke erstatte aflyste køreprøver, da vores prøvekapacitet er booket flere uger frem på grund af den høje efterspørgsel på køreprøver, som vi oplever i øjeblikket på landsplan,« skriver Rasmus Agerskov Schultz, Kontorchef for køreprøver Øst.
Han forklarer, at de forsøger at løse problemerne.
»Vi har sat ind med overarbejde og ekstra prøver på lørdage, ligesom vi flytter ressourcer for at imødekomme efterspørgslen bedst muligt.«