Casper Christensen ønskede alligevel ikke at fortælle om sine digitale kunstværker

Det stod soleklart, da han i et interview med DR's Simon Stefanski i programmet 'Tiden' smed røret på, da værten spurgte til det økonomiske aspekt i Casper Christensens projekt med at sælge NFT'er.

»Det første spørgsmål, jeg bliver nødt til at stille dig, Casper Christensen, er selvfølgelig: Har du brug for pengene eller hvad?,« lød det fra værten, der med det samme blev mødt af skepsis fra komikeren.

»Hvad har det med sagen at gøre? Hvis det er sådan noget pjat, så gider jeg ikke.«

Casper Christensen gjorde det meget klart overfor journalisten, at han ikke ønskede at tale om sin økonomi.

»Jeg troede, det skulle være seriøst, min økonomi har ikke en skid at gøre med det. Jeg går ind i projektet, fordi jeg synes, det er spændende og interessant og jeg synes, jeg kan give noget til andre. Tjener jeg penge på det? Det er nødvendigt,« lød det.

Selvom værten prøvede at forklare, at det første spørgsmål var ment lidt 'drilsk', bed komikeren ikke på.

»Du må have en dejlig dag med drillerier hos nogle andre,« sagde han, inden røret blev smidt på.

Dermed blev DRs lyttere altså ikke klogere på, hvorfor Casper Christensen har valgt at kaste sig ud i at sælge digitale kunstværker til 2.000 kroner stykket, hvor han poserer med en ulv.

Det kan man dog læse hos B.T., hvor han tidligere har fortalt om kunsten og hvad en NFT egentlig er.

Et af billederne i Casper Christensens NFT-kollektion 'The Freudian Slip'.
Et af billederne i Casper Christensens NFT-kollektion 'The Freudian Slip'. Foto: Sebastian Falch Stigsby
Vis mere

Casper Christensens NFT-kollektion hedder 'The Freudian Slip' og er blevet til sammen med Sarah Louise Christiansens firma NFT Super Lab. Kollektionen består af 2.000 unikke fotografier af komikeren i forskellige hverdagssituationer.

Firmaet lokker med adgang til lanceringsfesten, hvis du er blandt de første hundrede, der fisker 2.000 kroner op af lommen i bytte for et af de digitale fotografier.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Casper Christensen for at høre, hvorfor han smed røret på.

Han er i skrivende stund ikke vendt retur.