Den danske tennisstjerne Holger Rune har hyret kommunikationsbureauet Ulveman & Børsting. 

Det bekræfter Runes mor og manager, Aneke Rune, overfor B.T. 

»Vi arbejder hele tiden på at lave det bedst mulige setup omkring Holger. Det betyder, at vi på tværs af forskellige områder ønsker at arbejde sammen med de bedste, og derfor har vi i forhold til vores kommunikation lavet et samarbejde med Ulveman & Børsting,« lyder det i en besked. 

Bag firmaet står Michael Ulveman og Mikael Børsting, der blandt andet har en fortid som særlige rådgivere for henholdsvis Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen. 

Valery Hache/AFP/Ritzau Scanpix

Nu skal de hjælpe Rune med kommunikationen. 

Samarbejdet får dog ingen konsekvenser for Runes brug af International Management Group (IMG), der også repræsenterer danskeren. 

I stedet fortæller Aneke Rune, at Ulveman & Børsting hjælper til herhjemme. 

»På det internationale marked hjælper IMG os, men det er jo ikke nogen hemmelighed, at der fra danske medier er en særlig stor interesse for Holger, som jo er rigtig dejligt og den vokser i takt med Holgers karriere.«

»Der kommer rigtig mange henvendelser og forespørgsler, som er er tidskrævende at skulle håndtere, og derfor har det været den rigtige beslutning for os at få hjælp fra Ulveman & Børsting,« forklarer Aneke Rune. 

Holger Rune er lige nu i Paris, hvor han forbereder sig forud for French Open. Det kan du følge med i her hos B.T. den kommende tid.