Modtager du en sms fra Elgiganten, så slet den. Sådan lyder det gode råd fra firmaet.

I disse dage modtager mange danskere en sms om, at de kan deltage i Elgigantens julekonkurrence. Præmien er en Samsung Galaxy til kun 13,99 kroner.

Lyder det for godt? Det er det også.

Endnu engang er Elgiganten ramt af svindlere, der udnytter firmaets navn til at lokke penge eller bankoplysninger ud af forbrugere.

»En del danskere har fået de her sms'er. Vi er kede af, at vores gode navn og rygte bliver misbrugt, og at kunderne tror, at det er os. Fup-sms'er er noget, vi bruger mange ressourcer på,« siger Frederik Danvig, der er kommunikationschef i Elgiganten.

Flere forbrugere har modtaget fup beskeder fra Elgiganten.
Flere forbrugere har modtaget fup beskeder fra Elgiganten.
Vis mere

På firmaets facebookside svarer en kundeservicemedarbejder en af de forbrugere, der har ‘fået’ et lod til julekonkurrencen.

»Jeg vil anbefale dig at slette denne besked, så der ikke sker yderligere. Vi er i fuld gang med at forsøge at stoppe de falske henvendelser og sider, men indtil da er det godt at være lidt kritisk over for de beskeder, man får,« lyder opfordringen.

På firmaets hjemmeside advares forbrugerne mod fem forskellige fup-sms’er, der har været i omløb i den seneste tid.

Slet den

Forklædt som forbrugerundersøgelser, Black Friday-tilbud og nu en julekonkurrence udsendes sms’er med det ene formål at få forbrugerne til at klikke på det medsendte link og aflevere kontooplysninger.

»Det må du IKKE gøre. Det vil aldrig koste penge at være med i en konkurrence hos os, og vi beder dig kun om kortoplysninger, når du handler direkte med os gennem hjemmesiden eller via vores kundecenter,« skriver Elgiganten.

Elektronikfirmaet har politianmeldt svindlen, med den bedste kur mod fænomenet er oplysning, mener Frederik Danvig..

»Vi poster vidt og bredt. Men så snart vi får proppet den ene paddehat i jorden, så dukker den næste op. Det er et problem.«

Det er kun få dage siden B.T. sidst skrev om fup-sms’er hos Elgiganten, Netto og YouSee.

Har du sendt dine kortoplysninger til en konkurrence eller undersøgelse, bør du spærre dit kort øjeblikkeligt.