Det var svært ikke at trække lidt på smilebåndet, da Danske Bank og Nordea i forrige uge præsenterede regnskaber for 2021.

Nordea havde lavet et overskud på tre milliarder kroner – om måneden – og altså 36 milliarder kroner over året. Danske Bank måtte ‘nøjes’ med 16,6 milliarder kroner i plus. Markant fremgang i begge banker.

Det kommer efter et år, hvor vi reelt har skullet høre på noget nær lidelsesberetninger og jammer fra finanssektoren, når bankerne er blevet kritiseret for at opkræve negative renter af almindelige danskeres indlån.

Vi har skullet høre på, at bankerne intet valg har, fordi det er uholdbart økonomisk ikke at vælte negative renter over på kunderne, når de selv betaler negative renter i Nationalbanken.

Til tider har man kunnet få det indtryk, at de nærmest ikke havde råd til pålæg på brødet i bankernes kantiner.

Samtidig har den ene byge af bankgebyrer efter den anden haglet ned over kunderne med samme begrundelse: 'Vi har svært ved at tjene penge'.

Og når vi forbrugere – eller i en periode landets erhvervsminister, Simon Kollerup (S) – har kritiseret de negative renter, er man altså blevet mødt med jammer, forargelse og dyb arrogance.

Arrogancen er både kommet fra aktører i finanssektoren og de høje herrer i jakkesæt på visse finansmedier, når de med foragt i stemmen har belært os alle om, at det er ren uvidenhed, hvis ikke man kan se, at de negative renter er helt naturlige og nærmest uundgåelige.

Det har ikke været kønt. Stort set alle banker har haft samme negative renter og nærmest samme beløbsgrænser.

Kunderne har haft meget få reelle muligheder for at stemme med fødderne og finde et alternativ.

Da de her flotte regnskaber hos Nordea og Danske Bank så landede, var reaktionen da også relativt markant på sociale medier.

Og det forstår jeg sådan set godt.

Almindelige mennesker kan simpelthen ikke se sammenhængen mellem lidelseshistorier fra sektoren og så de her overskud, som jo efter enhver målestok er ganske pæne.

Det bliver simpelthen for utroværdigt. Og det bliver for arrogant.

Det er fint, at bankerne opkræver negative renter. Det er fint, at man gerne vil tjene penge. Og det er flot, at man har så sund og god en forretning.

Men så sig det dog, som det er: ‘Vi er en forretning, som gerne vil tjene en masse penge. Når vi oplever udgifter, så gider vi ikke sluge dem’.

Spar jeres kunder for jammer og lidelseshistorier. Spar os for arrogance.

Det får nærmest en farceagtig karakter, når kunderne samtidig skal se på de her regnskaber.