It-giganten Amazon nedlægger 9000 stillinger inden for de næste uger.

Det meddeler direktør Andy Jassy i en besked til medarbejderne mandag.

- Det var en vanskelig beslutning, men en, som vi mener, er bedst for selskabet i det lange løb, skriver Andy Jassy.

Sparerunden rammer især selskabets cloud-tjeneste, annonceafdeling og HR. Også livestreaming-tjenesten Twitch bliver ramt, skriver det amerikanske medie CNBC.

Amazon-chefen skriver til sine medarbejdere, at selskabet hidtil har haft "et betydeligt antal ansatte".

- Det gav mening, i lyset af hvad der skete i vores virksomhed og i økonomien som helhed, skriver Andy Jassy.

- Men med den usikre økonomi, som vi oplever nu, og den usikkerhed, der findes i den nærmeste fremtid, har vi valgt at være mere strømlinede i vores omkostninger og antal ansatte.

I januar meddelte Amazon, at selskabet ville gennemføre en fyringsrunde. Her var det blevet besluttet at nedlægge 18.000 stillinger.

Det var et led i bestræbelser på at nedbringe omkostningerne, skriver CNN.

På verdensplan har Amazon omkring 1,5 millioner ansatte i alt.

Amazon er langt fra den eneste af de store amerikanske tech-selskaber, der har set sig nødsaget til at fyre tusindvis af ansatte inden for de seneste måneder.

Alphabet, der er Googles moderselskab, varslede i januar, at antallet af ansatte skal nedbringes med seks procent. Det svarer til omkring 12.000 stillinger.

I sidste uge tog Meta, der blandt andet ejer Facebook, hul på sin anden fyringsrunde, der går ud over 10.000 medarbejdere. Dertil kommer 5000 ledige stillinger, der ikke bliver besat, skriver nyhedsbureauet dpa.

I november sidste år skar Meta 11.000 stillinger væk. Det svarede på det tidspunkt til omkring 13 procent af de ansatte.

Metas øverste chef, Mark Zuckerberg, har kaldt 2023 et "effektivitetens år".

/ritzau/