Der er absolut ingen planer om, at indlemme Zlatan Ibrahimovic i den svenske VM-trup.

Det slår Sveriges landstræner, Janne Andersson, nu fast efter ugers spekulation om det modsatte. Over for Fotbollskanalen understreger han, at angriberen ikke indgår i VM-planerne.

»Absolut ikke. Fordi han har sagt nej. De andre, som  har sagt nej, indgår heller ikke. Dem, som indgår i planerne,  er dem, som har sagt ja - og som vil være med. Det er klar,« siger Janne Andersson til Fotbollskanalen.

Zlatan Ibrahimovic sagde farvel til det svenske landshold efter EM i 2016 sammen med flere andre profiler. Efter det nylige - succesrige - skifte til amerikanske fodbold og LA Galaxy er den 36-årige angribers navn dog begyndt at spøge i VM-sammenhæng. Se hans seneste mål øverst i artiklen

Selv har målslugeren ikke gjort meget for at afvise noget som helst. Tværtimod. For nylig sagde Zlatan Ibrahimovic i et talkshow, at 'uden mig vil et VM ikke være et VM'. For nylig har han også meldt ud, at chancen for at spille med ved VM er 'skyhøj'.

Janne Andersson understreger, at han udelukkende forholder sig til, hvad der er blevet sagt mellem ham og de spillere, der har meldt fra landsholdet. Ikke rygter i medier.

Og den svenske landstræner har ikke tænkt sig at ringe for at høre, om eksempelvis Zlatan Ibrahimovic skulle have skiftet mening.

»Vi har haft en samtale, hvor vi var enige om, hvordan det skulle være. Der var han meget tydeligt. Det forholder jeg mig til. Har man valgt landsholdet fra, tror jeg ikke, at man skal forsøge at presse på og fdorsøge at overtale - jeg respekterer det, han har sagt,« siger Janne Andersson:

Zlatan Ibrahimovic viser målform i USA.
Zlatan Ibrahimovic viser målform i USA. Foto: KAMIL KRZACZYNSKI
Vis mere

»Det er soleklart og har ikke ændret sig en tøddel, siden jeg tog over sidste sommer.«

Janne Andersson bliver af mediet spurgt, om Zlatan Ibrahimovic har ringet - og her svarer han med fem klare ord, der indikerer, hvordan VM-virkeligheden kommer til at blive.

»Nej, det har han ikke.«

Det er tidligere kommet frem, at Zlatan Ibrahimovic rent faktisk ikke kan få lov til at stille op ved VM ifølge FIFAs regler på grund af sit ejerskab af en bookmaker. Læs mere om det her