Skal, skal ikke?

Skal! Spørgsmålet er stadig bare: Hvordan?

»VM uden mig ville ikke være et VM,« sagde Zlatan Ibrahimovic med vanlig selvsikkerhed natten til onsdag (dansk tid) i talkshowet 'Jimmy Kimmel Live', skriver Aftonbladet.

Spørgsmålet, om det bliver som spiller, tilskuer, ekspert eller noget helt fjerde, står dog stadig ubesvaret, selv om han i weekenden sagde til Aftonbladets udsendte reporter i USA, at 'chancerne øges' for, at han kommer til at spille for Sverige. Lige som han i weekenden kom med nogenlunde samme melding på Twitter

Den svenske verdensstjerne er pinligt bevidst om, at det endelige svar på, hvorvidt han kommer til at spille eller ej, er det, alle egentlig vil høre, så han har vejet sine ord med omhu. Øverst i artiklen kan du se Zlatan Ibrahimovic blive matchvinder i weekendens kamp mod Chicago Fire

Over for Jimmy Kimmel svarede han sådan her på spørgsmålet om, hvorvidt han skal til VM i Rusland med eller uden fodboldsstøvler på:

»Hvis jeg siger mere, vil folk hænge mig, så jeg må være forsigtig med, hvad jeg siger nu. Men jeg mener, at et VM uden mig ikke ville være et VM,« lød det fra Zlatan Ibrahimovic.

Ligesom Zlatan Ibrahimovic har taget Europa med storm, er han godt i gang med også at indtage USA, selv om fodbolden har en anden status end i de lande, han ellers har spillet. Men det ændrer sig ifølge Zlatan selv.

»I Europa er fodbolden enorm. Hvor end jeg har været, er folk blevet helt gale. De sagde, det ville være mere roligt i LA, og at jeg skulle kunne gå omkring i gaderne, men… siden dag 1… Nej, jeg har været fuldt optaget. Og det er min egen skyld, fordi jeg spiller, som jeg gør,« sagde Zlatan med et stort grin og svarede efterfølgende afvæbnende på, om hans holdkammerater skulle føle sig oversete på grund af den opstandelse, han skaber:

»Nej, nej. Jeg gør dem til superstjerner, præcis som jeg gør med dig. Jeg gør dem store. Du skal ikke være urolig,« lovede Zlatan igen med et stort grin.

Snakken om Zlatan Ibrahimovic’ deltagelse ved VM er opstået, fordi han har genfundet formen efter sin knæskade og har erklæret sig interesseret i at gøre comeback for Sverige, men omvendt muligvis ikke må deltage i VM, fordi det strider mod FIFA’s etiske kodeks, at han samtidig er medejer af et bettingfirma.