Han ændrer forklaring så hurtigt, at fartfælder klapper.

Dani Alves er anklaget for voldtægt på en natklub i Barcelona, og i første omgang nægtede han al kendskab til kvinden bag anmeldelsen.

Dernæst gik han dog med til, at han havde mødt hende, men at intet var sket.

Nu indrømmer han så ifølge det store spanske medie El Pais, at han dyrkede sex med kvinden i en tolietbås. Han ville ikke fortælle det i første omgang, fordi han ville beskytte sin kone, lyder det hos El Pais.

»Jeg elsker hende stadig,« sagde brasilianeren.

Den tidligere Barcelona-stjerne nægter fortsat at have gjort noget mod den 23-årige kvinde fra natklubben, som hun ikke ville have.

Overvågningsbillederne fra stedet viser dog en grædende kvinde, der forlader natklubben bagefter. Desuden har hun dokumenteret, hvilke skader hun fik på toliettet.

Alves' kone, Joana Sanz, besøgte i første omgang Alves i fængslet og fortalte, at hun ikke ville lade ham være alene i denne tid, men hun har sidenhen ændret mening og har startet skilsmisseprocessen.