Thomas Dalgaard er efterhånden en frustreret mand, som dagene i transfervinduet går, og han ligner mere og mere en 1. divisionsspiller. 

18 mål i sidste sæsons Superliga gjorde ham ellers til en eftertragtet topscorer, og OB tilbød ifølge BTs oplysninger tidligere på sommeren to millioner kroner for den koldblodige angriber. Viborg afviste dog buddet, og nu er endnu en interesseret klub blevet bedt om vende tilbage med flere penge i kufferten. 

BT erfarer, at det denne gang er den hollandske klub SC Heerenveen, som har budt mellem fire og fem millioner kroner, men Viborg ønsker omkring en million mere, før de vil give slip på Dalgaard. 

- Det er klart, at det går mig på. Alle i min familie og mine venner spørger, hvad der sker, og hvornår jeg skifter, og jeg håber og regner også med, at det kommer til at ske, men det er ikke sket endnu, og det gør det endnu mere frustrerende og påvirker mig. Det er meget stressende, synes jeg, siger Thomas Dalgaard om sin situation. 

Viborgs sportschef, Ole Nielsen, vil ikke kommentere på de interesserede købere og deres bud, men fortæller, at klubben er åben for et salg. Prisen skal bare være rigtig.  

- Vi forholder os til, at vi har en kontrakt med Thomas Dalgaard. Vi synes, at Superligaens topscorer fra sidste sæson har en pris, og den er på ingen måde ublu. Vi er også klar over, at han er 30 år og gerne vil ud og lave en god kontrakt - måske i udlandet. Det har jeg fuld forståelse for. Derfor kigger vi da også positivt på tingene, men vi kommer ikke til bare at forære en Thomas Dalgaard væk. Vi har også en meget fair pris på ham. Og hvis der kommer et tilbud på Thomas Dalgaard, der matcher det, så kigger vi meget velmenende på det, siger Ole Nielsen.  

- Jeg vil ikke komme ind på en pris på, hvad han skal koste. Der har været forespørgsler, men ikke noget konkret i det leje, vi vil have.  

Tidligere har Thomas Dalgaard forklaret, at han er ked af og frustreret over, at Viborg afviser 'det ene bud efter det andet', men Ole Nielsen afviser, at det er tilfældet.
 
- Det ene bud er ikke afvist efter det andet. Det har der ikke været. Det er mere forespørgsler, om vi har været interesserede i at sælge Thomas Dalgaard, og svaret har stort set været det samme: Ja, hvis prisen er den rigtige. Så vil vi gerne kigge på det. Der skal være ræson i tingene, forklarer Ole Nielsen, der er overbevist om, at der nok skal komme forhandlinger om angriberen. 

- Det, jeg har kunnet mærke, er, at der er interesse for en Superliga-topscorer. Transfervinduet er længe åbent endnu, så jeg tror da, at der kommer et eller andet i den periode. Det er jeg helt overbevist om. Nu er VM overstået, og klubberne er ved at få deres puslespil til at gå op, og der er jeg sikker på, at der også er nogle klubber, som har Thomas Dalgaard i spil. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at der kommer noget på Thomas Dalgaard, men man kan aldrig vide. 

Alt imens forbereder Thomas Dalgaard sig i disse dage på, at han skal spille 1. divisionsfodbold søndag, når Viborg møder Horsens. 
 
Medmindre Heerenveen eller andre interesserede købere disker op med den rette pris inden.