Danmark har traditionelt set været storebror i nordisk fodbold, men nu forsøger opkomling fra Nordnorge at gafle en gylden træner.

Den norske klub Bodø/Glimt er nemlig interesseret i den danske mestertræner, Jess Thorup.

To norske mesterskaber og suveræne sejre i Conference League har gjort Bodø/Glimts nuværende træner, Kjetil Knutsen, til en eftertragtet herre i udlandet.

Derfor er Bodø/Glimt på jagt efter en afløser, og der er kikkerten overraskende nok rettet mod Jess Thorup.

Ifølge Transfervinduets oplysninger har 52-årige Thorup dog afvist klubben, da han ikke vil til norsk fodbold.

Han vil fortsætte i FC København, der potentielt skal spille Champions League i næste sæson.

Der har været meget snak om Thorups position i FCK, og det var også et spørgsmål, der gik igen til søndagens guldfest.

Både FCKs storaktionær Lars Seier og sportsdirektør Peter 'PC' Christiansen blev spurgt ind til trænersituationen i klubben, som de dog ikke havde noget at sætte en finger på, nu hvor mesterskabet kom i hus.

'PC' var efter søndagens kamp hurtigt ude at forsvare Thorups situation.

»Det er noget svineri, at han skal stå at forholde sig til det inden en Silkeborg-kamp, der måske var den vigtigste i sæsonen. At han skal forholde sig til sin egen situation. Det er mangel på respekt, det er ikke den standard, som I skal have. Vi står til rådighed for meget og til mål for meget, men det var under bæltestedet,« siger 'PC' midt i mesterskabsfesten.