Lyt til artiklen

Der er kommet nye detaljer frem i retten i sagen mod Ryan Giggs, der vækker stor opsigt.

Den tidligere fodboldstjerne er tiltalt for vold mod sin ekskæreste Kate Greville, ligesom han er sigtet for at have brugt vold mod ekskærestens lillesøster Emma.

Det kom frem i retten mandag, at Ryan Giggs havde tårer i øjnene, da han bankede på sin nabos dør iført sine hjemmetøfler den aften, hvor han angiveligt skal have nikket sin ekskæreste, Kate Greville, en skalle. Det skriver Sky News.

Naboen Linda Cheung fortalte i retten, at Manchester United-legenden bad hende ringe til politiet, da han dukkede op på hendes ejendom 1. november 2020. Og da han sagde til naboen, at Kate Greville havde anklaget ham for utroskab, sagde hun til ham: »Åh Ryan, ikke det her igen.«

Foto: PETER POWELL
Vis mere

Da naboen afgav vidnesbyrd på den sjette dag af retssagen, sagde Linda Cheung, der i retten beskrev Giggs som en ven såvel som en nabo, at hun inden samtalen med Giggs hørte høje bankelyde på sin dør natten til det påståede overfald.

Giggs forklarede yderligere til naboen, om hun kunne ringe til politiet, fordi ekskæresten ikke ville forlade Giggs' hus.

Linda Cheung sagde i retten, at hun nægtede at ringe til politiet. Herefter lod hun Giggs komme ind i naboens hjem, da han var helt ude af sig selv, fortalte Linda Cheung i retten.

»Han stod ved min dør og græd nærmest. Han gik aldrig udenfor med sine hjemmesko på normalt. Jeg tænkte, det måtte være alvorligt. Han er kommet ud af huset i regnen i sine hjemmesko,« fortalte naboen om, hvorfor hun lukkede Ryan Giggs ind i hjemmet.

Foto: PETER POWELL
Vis mere

Kate Greville fortalte i retten, hvad der var sket inden, at Ryan Giggs tog over til naboen denne skæbnesvangre aften i november.

Hun kunne i et værelse i Giggs' ejendom høre tegn på et skænderi, hvor hun gik hen og fandt Ryan Giggs liggende oven på sin søster. Giggs prøvede i situationen at få fat i søsterens telefon under skænderiet.

»Jeg så dig oven på hende, tage fat i hendes telefon, så jeg ved, du har hendes telefon. Han kaldte mig en løgner, og han var pludselig gået fra irriteret til ekstremt vred,« sagde Kate Greville i retten.

Herefter blev der fortalt, hvordan Giggs med masser af kraft brugte sit hoved til at hamre mod Kate Grevilles læbe. Hun faldt skrigende til jorden og dækkede sit ansigt til.

»Bagefter fortalte han mig, at det var min skyld, at han havde nikket Kate en skalle og vendte sig mod mig og sagde: 'Jeg nikker dig en skalle næste gang,'« fortalte søsteren i retten om den grusomme hændelse.

Retssagen fortsætter i Manchester Crown Court tirsdag.