Den største skandale i nyere tids dansk landsholdshistorie.

Sådan lød konklusionen fra Thomas Gravesen, der efter Kasper Hjulmands udtagelse af den danske landsholdstrup i et interview til Tipsbladet i sidste uge blandt andet var rødglødende over, at Brøndbys Nicolai Vallys ikke var at finde blandt de 26 udtagne spillere.

Da Hjulmand så mandag for første gang mødte pressen efter udtagelsen, kunne landstræneren afsløre, at han har været i dialog med den tidligere landsholdsspiller efter hans raserianfald.

»Jeg har faktisk talt med Thomas, men hvad vi har talt om holder jeg mellem os,« fortæller en hemmelighedsfuld landstræner.

Selvom han ikke ville røbe, hvad samtalen gik ud på, erkender han dog – med et forbehold – at en kritik a la Gravesens selvfølgelig er på sin plads.

»For mig har det alle dage været fint, at det bliver diskuteret, hvem der skal udtages til landsholdet. Så kan man altid tale om tonen, og hvad det er, man går efter,« lyder det fra landstræneren, som også mener, at afsenderen af kritikken i dette tilfælde gør, at den er indenfor skiven.

»Jeg ved jo, at når det kommer fra Thomas, så kommer det fra en spiller, der brænder for landsholdet. Så det er okay,« siger han.

Selvom Nicolai Vallys ikke i denne omgang repræsenterer Brøndby i landsholdstruppen, er der alligevel kommet et blågult præg på truppen, efter Kasper Hjulmand har udtaget Jacob Rasmussen som erstatning for en skadet Andreas Christensen.

Dermed kan Brøndby-stopperen få landsholdsdebut, når Danmark tager imod Schweiz og Færøerne henholdsvis 23. og 26. marts