Hvis du savner synet og lyden af tilskuerråb fra tribunerne, kan du godt begynde at glæde dig ...

Genåbningen af Danmark er i gang, og Lars Bjerrum, professor i infektionssygdomme ved Københavns Universitet, har godt nyt til de danske fodboldfans.

Han mener, at det er den rigtige beslutning at vælge efterskoler og højskoler i første række. Men tilskuere til udendørs idrætsaktiviteter kan meget vel være en af de næste punkter på regeringens genåbningsplan.

»Mit optimistiske bud vil være, at hvis det bliver ved med at gå den rigtige vej, så kan tilskuerne vende tilbage i slutningen af marts eller starten af april,« siger Lars Bjerrum til B.T.

Lars Bjerrum, professor i infektionssygdomme på Københavns Universitet. Foto: Københavns Universitet
Lars Bjerrum, professor i infektionssygdomme på Københavns Universitet. Foto: Københavns Universitet
Vis mere

Den melding er kærkommen for Claus Thomsen. Han er direktør for Divisionsforeningen, og de er klar på, at tilskuere til Superligaen og 1. division bliver en af de næste punkter, der står på den politiske genåbningsplan.

»Superliga-ordningen, som vi så den i efteråret, kan vende tilbage med øjeblikkelig virkning, hvor vi er klar til at have 500 personer på stadion. Det er med hurtigtest, inden adgang gives til stadion, og eventuelle afstandskrav og brug af mundbind,« siger Claus Thomsen til B.T.

Han understreger også, at den kontrollerede tilskuerrejse inkluderer grundig smitteopsporing, hvis der opstår smittetilfælde. Divisionsforeningen vil nemlig have oplysninger på alle tilskuere på stadion.

Men selvom Claus Thomsen kan dokumentere, at der i løbet af efterårets kampe kun var to registrerede smittetilfælde, som efterfølgende hurtigt blev opsporet, så er der ikke nogen direkte dialog med sundhedsmyndighederne om, hvornår tilskuerne igen kan vende tilbage til de danske stadioner.

Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen.
Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi har løsningen, men vi får ikke noget at vide. Vi har en dialog gennem Kulturministeriet, hvorfra vi løbende modtager informationer, men vi har ingen konkret dialog med sundhedsmyndighederne. Det vil vi ellers meget gerne have, for vi sørger selv for jævnligt at prikke til dem.«

Den yderligere genåbning glæder Claus Thomsen. Han mener, at det blandt andet er godt, at zoologiske haver kan besøges forsvarligt ved at indføre krav om kviktest, men undrer sig over, hvad forskellen er på det og på tilskuere spredt ud over et helt fodboldstadion.

»Vi respekterer, hvad der er nødvendige beslutninger for folkesundheden. Men vejret er godt, smittetallet er godt, og adfærden hos befolkningen er formidabel. De er gode til at indrette sig til nye regler, og derfor skal regeringen begynde at kigge på at få tilskuere ind igen, for det er alvorligt, det her.«

»Vi er klar i det øjeblik, at vi får meldingen om, at tilskuerne kan vende tilbage,« siger Claus Thomsen.