Uffe Bechs tid i Hannover 96 har ikke været, som den tidligere landsholdsspiller nok havde drømt om.

Han kom til klubben som en stor Superliga-profil i FC Nordsjælland og med tre landskampe på sit cv i 2015, men to et halvt år senere er den nu 25-årige drømme om et stort internationalt gennembrud blevet ødelagt af slemme skader.

Nu er Uffe Bech dog tilbage på træningsbanen i Hannover 96, og mens han kæmper for at finde sin storform og forsøge at spille sig tilbage på Bundesliga-mandskabet, foregår der et arbejde i kulisserne omkring den teknisk stærke kantspillers fremtid.

LÆS OGSÅ Sportsdirektør bekræfter: Storklub henter spiller i FC Midtjylland

Hannover 96 ønsker ifølge BTs oplysninger at sende Uffe Bech videre, og Bundesliga-klubben presser på for, at danskeren skal finde sig et nyt sted at spille fodbold allerede inden, transfervinduet lukker i slutningen af januar. Uffe Bech har dog stadig halvandet år tilbage af sin kontrakt, hvor han endnu kan tjene op mod seks millioner, og derfor har Hannover 96 erklæret sig klar til at betale Uffe Bech en pæn del af de penge, som danskeren endnu har til gode. Men det vil kræve, at Uffe Bech går med til at skifte klub permanent.

Det vil Hannover 96s team manager, Horst Heldt, ikke svare på, men han indrømmer, at klubben er i dialog med Uffe Bechs agent om, hvad der er bedst for danskerens karriere.

LÆS OGSÅ Brøndby-darling og VM-bobler: 'Jeg tror måske, I ser mig som en større joker, end jeg selv gør'

»Vi har talt med hans agent, og vi er stadig i tæt kontakt med ham. Vi har fortalt hans agent, hvad der ville være bedst for Uffe Bech lige nu. Og der er allerede et par klubber, der har spurgt til ham,« siger Horst Heldt til BT.

Uffe Bech er tilbage i træning efter sin knæskade, men han venter stadig på at få sit comeback i Bundesligaen. Det kan dog ende med slet ikke at komme, hvis Hannover 96 lykkes med at overtale Uffe Bech til at finde en ny klub. Men det kan blive svært nok, for den stærke kantspiller er ikke nødvendigvis interesseret i at skifte klub så kort efter, at han er kommet tilbage fra en ny slem skade. Det skulle han angiveligt have meddelt klubben. Derfor er der større sandsynlighed for, at Uffe Bech skifter på en lejeaftale, så han via mere permanent spilletid kan komme tilbage i kampform efter sin slemme skade.

Det er sommerens meniskskade i knæet, som senest har holdt Uffe Bech ude af spil. Han kæmper nu hårdt for at finde tilbage til sin gamle storform og for igen at få noget spilletid.

»Han har været skadet længe, og han vendte først tilbage for et par uger siden. Han gør det godt for tiden og arbejder på sin form. Men vi må se på, hvordan det går efter hans skade,« siger Horst Heldt.

Uffe Bech ankom til Hannover 96 for to et halvt år siden, da klubben var i Bundesligaen. Han fik 11 kampe i den bedste tyske række, inden klubben rykkede ned i 2. Bundesliga. Her blev det til syv kampe for Uffe Bech, som var ramt af skader, men Hannover 96 lykkedes alligevel med at rykke tilbage blandt de største klubber i landet.

Her har man indtil videre haft en god comeback-sæson med 27 point i de første 19 kampe. Det er nok til en foreløbig tiendeplads for Hannover 96, der er 11 point fra nedrykningsplayoff-pladsen og 12 point fra den direkte nedrykning.