Den er god nok - Rasmus Nissen skifter til Ajax.

Over for mediet Het Parool bekræfter Marc Overmars, der er sportsdirektør i Ajax, at klubben henter den stærke højreback fra FC Midtjylland til den hollandske hovedstad Amsterdam.

»Han er en stærk højreback på en meter og 85 centimeter. Vores scout i Skandinavien, John Steen Olsen, har længe haft ham i kikkerten. Sidste år ville hans klub ikke lade ham gå, men nu har vi slået til,« siger Marc Overmars til Het Parool.

Overgangssummen er ifølge Het Parool på 5,5 millioner euro, og De Telegraaf supplerer med, at Rasmus Nissen, som ventes at skrive under på sin kontrakt i dag, får en kontrakt til 2022.

I toppen af artiklen kan du se højdepunkter fra FC Midtjyllands kamp mod Randers FC.

Ajax er nummer to i Æresdivisionen, fem point efter PSV Eindhoven på førstepladsen.

Rasmus Nissen, der blandt meget andet er kendt for sine ridt frem i banen på højreback, fik sit gennembrud under Jess Thorup i sidste sæson. Her spillede han 33 kampe fra start i Superligaen. I denne sæson har han også været fast mand.

Ingen af klubberne har endnu bekræftet handlen på deres respektive hjemmesider.

BT.dk har uden held forsøgt at få en kommentar fra FC Midtjyllands sportsdirektør, Claus Steinlein.