Han er lidt af en darling og en fanfavorit. Selvfølgelig er han det, fristes man til at sige. Christian Nørgaard har nemlig lidt af det hele. Midtbanespilleren har udstrålingen og udseendet – men han har så sandelig også både spillet og kvaliteterne til at give enhver med Brøndby-sympatier blå-gul gele i knæene.

Det har Nørgaard efterhånden gjort i fire-et-halvt begivenhedsrige år. Da han kom til Brøndby som 19-årig havde klubben netop reddet sig fra nedrykning. I dag har han som 23-årig været med på hele turen op igennem Superligaen – til fjerdepladser, en bronzemedalje og den øjeblikkelige andenplads, som Brøndby både i sidste sæson og i dag har et fast greb omkring.

Nørgaard har prøvet lidt af hvert. Han har været med på hele opturen, men han har også set manden, der både hentede og troede på ham – Thomas Frank – sige sit job op i kølvandet på den mærkværdige ’Oscar-sag’. Alligevel kan de kommende måneder blive mindst lige så spændende. Går alt vel, kan


Han er lidt af en darling og en fanfavorit. Selvfølgelig er han det, fristes man til at sige. Christian Nørgaard har nemlig lidt af det hele. Midtbanespilleren har udstrålingen og udseendet – men han har så sandelig også både spillet og kvaliteterne til at give enhver med Brøndby-sympatier blå-gul gele i knæene.

Det har Nørgaard efterhånden gjort i fire-et-halvt begivenhedsrige år. Da han kom til Brøndby som 19-årig havde klubben netop reddet sig fra nedrykning. I dag har han som 23-årig været med på hele turen op igennem Superligaen – til fjerdepladser, en bronzemedalje og den øjeblikkelige andenplads, som Brøndby både i sidste sæson og i dag har et fast greb omkring.

Nørgaard har prøvet lidt af hvert. Han har været med på hele opturen, men han har også set manden, der både hentede og troede på ham – Thomas Frank – sige sit job op i kølvandet på den mærkværdige ’Oscar-sag’. Alligevel kan de kommende måneder blive mindst lige så spændende. Går alt vel, kan Nørgaard om bare fire måneder stå med et dansk mesterskab i den ene hånd og en VM-billet i den anden. Men den defensive midtbanespiller kan også stå tomhændet tilbage.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men på Vestegnen er ’guld’ lige så stort et fy-ord som et andet ord på fire bogstaver og et ’u’ i midten! Snakken om g… vil Brøndby og Christian Nørgaard meget gerne gemme nogle måneder endnu for ikke at sætte sig selv under unødigt pres.

»Vi går jo ikke ud for IKKE at vinde mesterskabet. Vi går benhårdt efter at få det maksimale ud af det,« siger Nørgaard.

BT møder Brøndby-profilen netop som han er vendt hjem fra ligalandsholdsturen til Abu Dhabi – og få timer efter, de blå-gules største konkurrent til mesterskabet, FC Midtjylland, har præsenteret hjemvendte Erik Sviatchenko som en ny forårsforstærkning.

»Det er supergodt for dem, at de får så dygtig en spiller ind, som de også har haft i klubben før. De hentede også Sanneh i Horsens, så det virker til, de i hvert fald ikke er nærige med pengene. De booster deres hold frem mod en meget spændende forårssæson,« siger Nørgaard, der ikke lægger skjul på, at Brøndby ikke er favorit til at snuppe det metal, de så nødigt snakker om.

»Sådan som FC Midtjylland har meldt ud, vil det være en gigaskuffelse, hvis ikke de vinder mesterskabet. Både på deres investeringer, men også på deres udmeldinger. De har gjort klart, at de går efter mesterskabet, og de er også favoritter til at vinde det. Så på den måde synes jeg, det er fint, at de har taget favoritværdigheden på deres skuldre. Og presset oveni. På den måde kan vi angribe fra en lidt mere fri rolle,« fortsætter han.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Mens konkurrenterne fra FCM gør som Brøndby gjorde i sidste transfervindue og henter store profiler, var der indtil torsdag eftermiddag stille på Vestegnen. Her præsenterede klubben Mikael Uhre (men først fra sommer, red.), men meget mere forstærkning er der ikke brug for, mener Nørgaard.

»Vi er meget tilfredse med vores trup. Vi er rigtig glade for, hvordan det så ud i efteråret. I stedet for at få nye spillere ind, som vi gjorde i sommer, handler det for os om at få sammentømret tingene endnu mere og blive endnu mere bekendte med hinanden, i stedet for at få en masse nye spillere ind. Men der er forskellige måder at gøre det på,« siger han.

Der er også forskellige måder for Christian Nørgaard at nå det store mål om en billet til VM. Lige nu ligner Nørgaard en bobler til Åge Hareides trup, hvor William Kvist sidder på pladsen på den defensive midtbanespiller. Men et godt forår kan gøre underværker.

»Jeg tror måske, I (medierne, red.) ser mig som en større joker, end jeg selv gør. Jeg har ikke været inde over endnu, og det er den helt store faktor for mig. Jeg har været inde over ligalandsholdet, men det var meget langt fra en A-landsholdssamling. Det er derfor, jeg føler, jeg er meget langt fra. Men jeg ved, hvad det kræver. Spiller jeg et lige så godt forår som mit efterår – eller endnu bedre – kan jeg kigge mig selv i spejlet når sæsonen er slut og sige: ’Okay, jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at få den billet til VM.’ Og så må det bære eller briste,« understreger Nørgaard.

Foto: 9200 Björn Larsson Rosvall/TT
Vis mere

Midtbanespilleren har endnu sin første A-landskamp til gode, men tidligere på måneden spillede han for ligalandsholdet i Abu Dhabi.  En tur i rødt og hvidt med Superliga-kollegerne er dog næppe lig med et skridt mod VM, vurderer Brøndby-profilen selv.

»Det var fint at få snakket med Åge og Jon og lære staben at kende, men jeg føler, at det er status quo i forhold til at komme med,« siger Nørgaard, der dog fik positive tilkendegivelser med sig hjem fra landstrænerne.

»De sagde bare, det havde været et godt efterår – og at de ser frem til at se mig i foråret.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det gør Brøndbys fans også. Nørgaard ligner en nøglespiller, hvis drømmen om det første mesterskab siden 2005 skal realiseres. Som det gælder med alle gode Superliga-spillere skal fanfavoritten imidlertid nydes, mens det er muligt. Et halvår med mesterskabskamp og et muligt VM kan ende ud i et stort skifte til udlandet allerede til sommer.

»Det er et emne, der er svært at spå om og træffe beslutninger om nu. Det eneste, jeg med sikkerhed kan sige, er at jeg er megaglad for at være, hvor jeg er lige nu. Det er et sted, hvor jeg har kæmpet rigtig lang tid, og jeg var også den første til at sige, at jeg ikke skulle nogen steder den her vinter, fordi jeg synes det var så spændende, det vi har gang i. Så må vi se til sommer. Hvis det har været en god forårssæson, kan det være, der venter noget spændende forude. Det kan både være et europæisk gruppespil og det helt rigtige tilbud udefra. Det er svært at spå om. Så jeg kan ikke sige, hvad jeg helst vil, for jeg ved ikke, hvad der er af muligheder derude,« slutter Christian Nørgaard.

En mand med et stort halvår foran sig.