Tessa skifter festivalteltet ud med bagedystteltet. De unge juniorbagere får fornemt besøg af rapdronningen i lørdagens udgave af "Den store juniorbagedyst".

Der kommer ikke kun sukker, men også stjernestøv i juniorbagernes kagekreationer i det kommende afsnit af "Den store juniorbagedyst".

Her entrerer rapstjernen Tessa teltet og overrasker de unge amatørbagere, når der er idoler på programmet.

Det afslører en trailer forud for lørdagens udgave af "Den store juniorbagedyst", hvor årets semifinale finder sted.

- Du har styr på det, siger Tessa til 15-årige Johanne, der ser meget benovet ud over mødet med sit store idol, der kommer forbi for at booste deltagernes selvtillid, mens de kaster sig over 3D-kager.

Tessa kom med kometkurs ind på den danske musikscene i 2019 med hårdtslående hits som "Okay", "Ben" og "Snakker for meget".

Ved siden af musikken springer Tessa ud som skuespiller. TV 2 annoncerede tidligere i marts, at de har hyret rapperen til en af hovedrollerne i den kommende seriesatsning "Sosu", der også har Iben Hjejle og Lars Ranthe på rollelisten.

Det er dog helt som sig selv, at hun hepper på de unge bagetalenter i "Den store juniorbagedyst" lørdag aften.

Ud over den storhittende rimsmed får de fem semifinalister også besøg af et ditto antal kagekendisser fra tidligere sæsoner.

Den hemmelige udfordring, hvor der skal bages saftige kransekagestjerner, gæstes af Liv Martine, Sæþór Kristínsson og Klaus Andersen, der vandt voksenudgaven af "Den store bagedyst" i henholdsvis 2015, 2021 og 2022, og af semifinalisterne Rosa Kildahl og Frederik Haun fra henholdsvis 2017- og 2021-udgaven af kagekonkurrencen.

"Den store juniorbagedyst", hvor Tessa indtager teltet, kan ses 30. marts på DRTV om morgenen og på DR1 klokken 20.00.

/ritzau/