'Badehotellet' har de sidste ti år været en kæmpe succes for TV 2.

I en ny bog afslører folkene bag, hvor meget succesen har kostet.

TV 2 er for tiden i gang med at færdiggøre den tiende og sidste sæson af 'Badehotellet', der forventes at få premiere i starten af det nye år.

Siden serien om livet omkring et badehotel ved Vesterhavet i perioden 1928-1946 første gang havde premiere den 30. december 2013, har 'Badehotellet' år efter år været det mest sete tv i Danmark.

Badehotellet sc. 4728
Badehotellet sc. 4728 Foto: Mike Kollöffel
Vis mere

Forfatter Jacob Wendt Jensen har med sin nye bog 'Bogen om Badehotellet' talt med mere end 40 personer, der har arbejdet med serien, og her kommer det ifølge Billed Bladet frem, at serien har kostet 400 millioner kroner at lave.

Serien afsluttes med ni afsnit, og da serien dermed kommer op på 64 afsnit i alt, vil hvert afsnit have kostet TV 2 omkring 6,5 million kroner.

Billede Bladet skriver, at sammenlignet med en dansk spillefilm, er det billigt, men set med TV 2 briller har det været dyrt i forhold til andre ting, der bliver skabt på kanalen.

'Badehotellet' er igennem årene blevet sammenlignet med DRs ikoniske tv-serie 'Matador'.

Den blev produceret i årene 1978-1981 – og dengang kostede hvert afsnit cirka en million kroner, hvilket betød, at 'Matadors' samlede budget ifølge bogen 'Matador – Mennesker, myter og minder' nåede op omkring 24 millioner kroner.