Lige siden det blev annonceret, at det kommende spin-off af 'Sex and the City' bliver uden den sexede Samantha, har fans spekuleret over, hvorfor hun er blevet skrevet ud af serien.

Men nu behøver man ikke at gætte længere. For HBO, der står bag det nye spinoff, har afsløret den rigtige årsag til, at den populære karakter ikke vil være med.

Gætterierne har ellers været mange, og de fleste har ment, at det formentlig skyldes det ekstremt dårlige forhold, som Sarah Jessica Parker, der spillede Carrie, med årene udviklede til Kim Cattrall, der spiller Samantha. Et forhold, der med tiden udviklede sig til at være så iskoldt, at de to nærmest ikke kunne være i rum sammen.

Og brudte venskaber er faktisk årsagen til, at Kim Cattrall, der ved seriens begyndelse måske var den allerstørste stjerne i serien, nu er skrevet ud af det nye spinoff, der hedder 'And Just Like That'.

I offentligheden så Sarah Jessica Parker og Kim Cattrall ud til at være bedste venner. Også her i 2010. Men i virkeligheden var der iskold luft mellem dem.
I offentligheden så Sarah Jessica Parker og Kim Cattrall ud til at være bedste venner. Også her i 2010. Men i virkeligheden var der iskold luft mellem dem. Foto: MICHAEL CARONNA
Vis mere

Det bekræfter HBOs indholdschef, Casey Bloys, over for TV Line.

»Ligesom i det virkelige liv kommer folk ind i dit liv og går igen,« siger han og forklarer videre:

»Venskaber løber ud, og andre venskaber begynder. Så jeg tror, at det hele er en indikation af de rigtige trin, de virkelige trin i livet,« siger han.

Balladen mellem Sarah Jessica Parker og Kim Cattrall har stået på længe. Mens Samantha og Carrie var allerbedste veninder i 'Sex and the City', så var deres venskab uden for skærmen som is gennem de sidste år af seriens levetid samt ved de to efterfølgende film, der blev lavet, har The Sun tidligere beskrevet.

Når 'Sex and the City'-kvinderne vender tilbage bliver det som et trekløver frem for et firkløver. Her ses Cynthia Nixon, Sarah Jessica Parker og Kristin Davis.
Når 'Sex and the City'-kvinderne vender tilbage bliver det som et trekløver frem for et firkløver. Her ses Cynthia Nixon, Sarah Jessica Parker og Kristin Davis. Foto: STEVE MARCUS
Vis mere

Faktisk var det så skidt, at Kim Cattrall efter den sidste 'Sex and the City'-film i 2010 lovede, at hun aldrig ville optræde som Samantha igen.

»Det var en velsignelse på så mange måder, men efter den anden film havde jeg bare fået nok,« fortalte Kim Cattrall i 2019 til The Guardian.

Ifølge Casey Bloys afspejler serien det virkelige liv, og hvordan forandringer indtræffer. Da 'Sex and the City' begyndte, fulgte man kvinderne i deres 30ere. Nu handler den om, hvordan de har det i deres 50ere.

»Det er en historie om kvinder i deres 50ere, og at de slås med problemer, som folk slås med i 50erne. De forsøger at fortælle en ærlig historie om, hvordan det er at være en kvinde i 50erne i New York. Så det burde føles ægte, at de venner, man har i 30erne, dem har man ikke nødvendigvis, når man er 50 år,« forklarer han.

Mens fans altså må undvære populære Samantha Jones, når de ti nye episoder af hver en halv times varighed får premiere, kan man dog allerede nu begynde at glæde sig over et gensyn med andre kendinge.

Både Kristin York, der spiller Charlotte, og Cynthia Nixon, der spiller Miranda, vil stadig være i Carrie Bradshaws liv i 50erne.