Er du også en af dem, der spottede en stor kødhakker på den vegetariske 'Gift ved første blik'-deltagers sofabord?

Vi har talt med Dennis Krogsdal Madsen, der selv beskriver sin kost som plantebaseret. Det viser sig, at kødhakkeren gemmer på en rørende historie.

»Det er godt spottet. Det er faktisk min mormors, som jeg har arvet fra hende,« fortæller den 28-årige deltager, der i torsdagens program blev gift med Anja Mølgaard Jakobsen.

Dennis Krogsdal Madsens mormor døde af en tumor i hjernen i 2009. Det skete efter mere end et år med sygdom.

»Hun var min helt store rollemodel, da jeg var barn,« siger han, da B.T. taler med ham.

Dengang tog han ofte på ferie hos sine bedsteforældre. De boede på en gård, så det var et dejligt sted at være, når man skulle lidt væk.

Og når han var syg, så passede mormoren ham. De har mange gode minder sammen.

»Nogle af mine bedste barndomsminder er fra min mormor,« siger han.

Dennis Krogsdal Madsen sammen med sin kone  Anja Mølgaard Jakobsen.
Dennis Krogsdal Madsen sammen med sin kone  Anja Mølgaard Jakobsen. Foto: Nicolas Cosedis
Vis mere

Derfor har han gemt hendes kødhakker, der har vist sig ikke at være helt ubrugelig for en, der har en plantebaseret kost.

»Vi brugte kødhakkeren til at lave vaniljekranse til jul,« fortæller han og fortsætter:

»Jeg har også hendes rullepølsepresser og opskriftsbog.«

Du kan se næste afsnit af 'Gift ved første blik' den 5. september klokken 20 på DR1.