Det kan godt være, at det er Burhan G og Hjalmer, der leverer musikken til ’Tinka og kongespillet’. I afsnit otte dukkede der pludselig en kulisse frem, som Lukas Graham også har benyttet sig af.

En tredjedel inde i årets julekalender, trækker det efterhånden op til nogle hårde konfrontationer (På en børnevenlig julekalender-skala selvfølgelig).

Prins Filias, der afsoner sin straf i fangetårnet ligeså tilbagelænet som en Nicklas Bendtner iført fodlænke, fortsætter sammen med sin loyale fodsoldat Ingi at skabe splid imellem kongespil-deltagerne.

Hvornår går Grot amok på Birk? Hvad sker der mellem Tinka og Falke, og hvem siger snart fra overfor Peter Gantzler? En konfrontation må være lige rundt om hjørnet.

Ellen Hillingsø som Ingi.
Ellen Hillingsø som Ingi.
Vis mere

Der var dog heldigvis også masser af god stemning og julehygge i aftenens afsnit. Ikke mindst da menneskefamilien endnu engang væltede Neel Rønholts køkken med julepynt og maver klar til at blive fyldt med julemad.

At Neel Rønholts nisse-karakter - til trods for at hun er en (jule)nisse - ikke kender noget som helst til menneskenes juletraditioner og julemad var en sjov lille detalje, og det kunne selv ikke Ellen Hillingsøs påtrænge tilstedeværelse ødelægge.

Handlingsmæssigt var ottende afsnit endnu engang et mellem-afsnit, der mest af alt fungerede som optakt til næste kongespils-dyst.

I anden runde skal nisserne bestige et såkaldt 'himmeltårn', og hvis du ikke allerede har været en tur forbi Sydsjællands nye store naturattraktion, så er det bare om at komme afsted.

’Skovtårnet’, som det hedder i virkeligheden er 45 meter højt og åbnede tilbage i marts. Det er opført ved Haslev, og det er her vi har den lille sjove detalje.

TV2 er nemlig ikke de eneste, der indenfor det seneste års har haft et godt øje til tårnet.

Da Lukas Graham tidligere i år vendte hjem fra det store udland for at lave en musikvideo til deres single ’Lie’, tog man ligesom Tinka og co. en tur op i tårnet for at skyde et par smukke billeder.

Lukas Graham er jo begyndt at lave julemusik, så måske de er klar på at lave lydsporet til sæson tre?

Men altså, afsnit otte sluttede traditionen tro med en cliffhanger der skal holde os vågne i nat.

Hvem savede i Tinkas trækvogn? Ellen Hillingøs, Peter Gantzler, datteren eller en helt fjerde?

Det finder vi nok ud af i morgen.

Se øverst i artiklen 'Tinka'-skuespillerne forsøge at forklare, hvad der skete i første sæson.

Tinka.
Tinka. Foto: TV2
Vis mere