»Min største bekymring var, om jeg kunne gå hen og dø af stress,« siger Yael Bassan.
Alligevel gik den dengang 25-årige kvinde præcis samme vej som sin far. Den far, hun lige havde mistet, fordi han døde af stress.
Men fire år efter er bekymringen på ingen måde at spore hos den energiske direktør, der ved allerførste møde insisterer på at give knus i stedet for hånd.
Og hendes fars cykelforretning har hun også fået styr på.
Da hun overtog cykelforretningen, så det helt anderledes ud. Hendes far, Gili Bassan, døde pludselig af stress en augustdag i 2015 og efterlod forretningen til Yael og hendes søster.
Der var ikke gjort rent i et halvt år, spørgsmålene stod i kø, og forretningsmanualerne var ikke-eksisterende.
»Det meste var noget rod. Han havde for mange kasketter på til sidst, så jeg kan godt forstå, at han fik stress,« siger Yael.
Alligevel overtog Yael Bassan forretningen 'af ren kærlighed til sin far'.
»Jeg vågnede til en krise hver morgen, og det var altså mandag til søndag,« siger hun.
Det første år er fuldstændig slettet fra Yaels hukommelse, fordi der hele tiden dukkede udfordringer op, som fik kæden til at hoppe af.
»Efter et år fik jeg kropsterapi. Min mave var tyk af spændinger. Så det føltes, som om jeg tabte 10 kilo efter kropsterapien,« siger Yael.
Hun havde da også kastet sig ud i noget, som kun få kvinder gør. Iværksætteri. I 2017 var tre ud af fire nye iværksættere mænd og den tendens har ikke ændret sig.
Men Yael Bassan gik mod tendensen og gjorde sin fars cykelforretning i Nyhavn, Copenhagen Bicycles, til Danmarks største private cykeludlejningsvirksomhed. Og i 2018 modtog hun Københavns Erhvervspris.
Det har dog ikke været uden styrt. Men hun har på den hårde måde lært af sin fars skæbne.
»Jeg må erkende, at jeg aldrig bliver færdig. Det bliver aldrig perfekt. Hvis man ikke gør det, så får man stress,« siger hun.
Samtidig har det været helt afgørende, at hun er god til at spørge om hjælp. Noget, som hun tænker, at mange kvindelige iværksættere har svært ved.
»Kvinder har en grundfølelse af, at vi skal klare alting selv. Vi skal blive bedre til at tage imod hjælp, til at turde lave fejl og at være uperfekte.«
Hjælpen til at holde styr på de ca. 2500 cykler får hun fra sine 28 ansatte, hvor størstedelen har udenlandsk baggrund. Gennem arbejdet lærer de om samfundet, arbejdsmarkedet og det danske sprog.
Da hun i sin tid gik på Journalisthøjskolen, var det med en drøm om at gøre en forskel ved at fortælle historier om minoriteter og integration. I dag er det vigtigere for hende at være den, der laver historien og ikke bare fortæller den.
»Hvis jeg siger, at diversitet er en styrke, og folk spørger, hvor jeg ved det fra, siger jeg, at det kan du se på min forretning,« siger hun.
Selv føler den 29-årige cykeldirektør egentlig ikke, at hun passer ind i sit eget billede af en typisk chef: 'En dansk mand i 50'erne, høj, nok også en smule bred og formentligt fra Nordsjælland.'
»Man kan jo tage til et arrangement i Dansk Industri og tjekke tesen ud,« foreslår hun kækt.
Men Yael Bassan ser det ikke som en ulempe, at hun skiller sig ud. Tværtimod.
Hun er opmærksom på ikke opføre sig som en mand for at høre til på ledelsesgangen – noget, hun tænker, at mange kvinder tror, de skal.
»I starten klædte jeg mig som en klassisk leder i blazer og sort. Men nu ved mine ansatte og jeg, at min autoritet ikke ligger i mit tøj, men i det, jeg gør«, siger hun og fortsætter:
»Til konferencer kan jeg godt lide at bære en pink kappe eller en rød blazer, for så skiller jeg mig ud blandt de blå skjorter.«
Faktisk tror hun, at flere er interesserede i at møde hende, netop fordi hun er kvinde. Hun bruger sin kvindelighed som et brand.
F.eks. i den såkaldte 'løbehjulsgate', hvor Yael Bassan ihærdigt kæmper for lige konkurrencevilkår i branchen.
Herhjemme har de udenlandske firmaer bag løbehjulene nemlig ikke tilladelse til at opstille deres køretøjer i det offentlige rum.
Og den kamp tager hun i høje hæle og blomstret nederdel, når hun i protest flytter løbehjulene.
Hun er ikke bange for at blive opfattet som skinger. Tværtimod.
»Jeg er skinger i debatten, men jeg owner det bare. Når man har været det tilstrækkeligt længe, så begynder folk at lytte,« siger hun og fortsætter:
»Når du ser en lille krøllet ung cykeldirektørdame, der er rasende, så er det en god historie.«
Yael Bassan håber på, at hun kan være et forbillede for flere kvinder, som vil lytte til hendes opsang om, at 'vi kan fandeme godt'.
»Hvis nogle kvinder synes, det er hårdt at starte deres eget, men får gejst ved at tænke på mig, har jeg gjort en forskel,« siger hun og tilføjer kækt:
»Så må de da godt lige skrive til mig.«
