Søndag eftermiddag kl. 16.54 blev politiet tilkaldt til varehuset Fields i København, fordi en borger havde opdaget en hund, der var alene i en varm bil.

Hunden havde det efter omstændighederne godt, så politiet skønnede, at det ikke var nødvendigt at tilkalde en låsesmed for at låse bildøren op eller at slå ruden ind.

Til gengæld fandt de frem til ejeren via hans teleoplysninger. Det viste sig, at han var en tur i biografen i Fields, mens hunden så ventede i bilen. Men ifølge Københavns Politi er det en rigtig dårlig ide:

»Det sker jævnligt, at folk efterlader eller glemmer en hund i deres bil. Og så er der andre, som bliver bekymrede og ringer til politiet. Det vil vi gerne undgå at bruge mandetimer på,« siger vagtchefen.

Hvordan manden reagerede, da han blev hentet ud fra biografmørket af politiet, vidste vagtchefen ikke. Hunden var i sikkerhed hos sin ejer kl. 18.04.