Der er ingen tvivl om, at psykiatrien er fuldstændig sindssyg. Her taler jeg ikke kun om den sindssyge planlægning og ledelse, men faktisk hele psykiatriens holdning til psykiske sygdomme.
Med den her klumme kunne jeg godt tænke mig, at vi startede en debat om, hvorvidt det er de rigtige mennesker, der er ansat til at hjælpe mennesker med psykiske problemer. For lad os være ærlige, resultatmæssigt skriger det mod himlen, og der er absolut ingen holdningsmæssig udvikling sket i de sidste 50 år. Faktisk tror jeg, at vores kære psykiatriske system avler flere vrangforestillinger i dem, der er i kløerne på psykiatrien, end de helbreder.
Jeg vil gerne sætte det hele på spidsen: Ved at påstå, at de, der diagnosticerer og har en lægevidenskabelig baggrund, selv kan være psykisk syge eller måske direkte være psykopater. Der er intet filter i ansættelse eller uddannelse af psykiateren, som kræver, at de selv skal screenes for karakterafvigelser eller socialpsykologiske defekter.
Det er nøjagtig det samme med psykologen – der er intet i adgangskravene, der kræver, at du som menneske har passende karaktertræk og en udviklet intelligens for dette arbejdsområde. Det er et stort paradoks, at et felt, der arbejder med folks personligheder, ikke har noget bolværk mod karakterafvigere i deres egne faggrupper.
Gennem mange år har jeg haft praktikanter fra Psykologisk Institut. Men for tre år siden informerede jeg Instituttet om, at praktikanternes menneskelige udvikling nu var på så lavt niveau, at jeg ikke kunne forsvare et praktikforløb.
Jeg følte simpelthen ikke, de var modne nok til, at man kunne stille krav til dem. Sagt på en anden måde: Praktikanterne var så umodne, at det var uforsvarligt at udsætte mine klienter for dem. Tænk sig; mange års arbejde med praktikanter, og min eneste kontakt med Instituttet har været en årlig forespørgsel om, hvorvidt jeg ville tage nogle flere praktikanter (og ’husk at returnere praktikantskemaet’). Mener man selv, denne apati hører hjemme, når man uddanner psykologer? Skal de her mennesker videre ud og arbejde med sårbare mennesker i psykiatrien, uden at man overhovedet vurderer deres kvaliteter?
Mit eksempel er selvfølgelig ikke et enestående problem – men det er et eksempel på, hvor det går galt, og den ligegyldige holdning, der ligger bag uddannelsen, som jo er det sted, hvor psykologen og psykiateren formes i de unge år. Vi har et system, der uddanner psykologer ud fra matematisk og sproglig intelligens, og de to ting behøver ikke at betyde noget som helst, i forhold til om et menneske kan blive en god psykiater eller psykolog. De vigtige træk er evnen til nærvær og empati – ikke om psykologen kan få 12-taller i en akademisk disciplin.
I psykiatrien generelt er det blevet sådan, at plejepersonalet (sygeplejerskerne, pædagogerne, socialrådgiverne) er dem, der egentlig står for patienternes udvikling – ikke psykiaterne og psykologerne. Det er plejepersonalet, som reelt også er behandlerne, vi skal have på banen, dem, der fortjener applaus, for de få gode fortællinger der findes i det psykiatriske system.
Hvad er problemerne så? Mange taler om, at vi skal have en ny psykiatriplan (vi fik en i 2014) – men nej, det skal vi ikke. Vi kan ikke planlægge os ud af de interne problemer, psykiatrien har skabt for sig selv gennem mange årtier. Nej, vi har et psykiatrisk væsen (måske snarere et uvæsen), der skal gøres op med. Og igen – det paradoksale er, at det netop er det mentale i psykiatrien, som er monstrøst, altså den sårbare patient kommer til at sidde i et system, som har en monstrøs holdning til ham.
Det største uvæsen i psykiatrien er at se på brugerne som syge! Psykiatrien ser mennesker med psykologiske problemer som syge. Det er stigmatiserende, hvis man har brug for hjælp.
Desværre er det det fundament, som psykiatrien bygger på for øjeblikket, og det gennemsyrer behandlinger og patientrelationer. Her kommer vi selvfølgelig tilbage til en gammelkendt problematik: diagnosens kassetænkning. Ved indlægning laver man en diagnose – man propper folk ned i en kasse. Lægerne tager altså udgangspunkt i kassen frem for i den menneskelige vurdering. Faktisk er kassetænkningen det modsatte af en menneskelig vurdering.
Det er her, hvor brugerne af det psykiatriske system får ekstra problemer, simpelthen fordi systemet ikke er ansvarligt over for mennesket, men har lagt ansvaret over på den ’kasse’, man forholder sig til. Sikkert – i erkendelse af, at man i psykiatrien står i lort til halsen – har en professor og overlæge fra Psykiatrisk sygehus i Risskov og formanden for landsforeningen SIND foreslået at lave et nationalt råd for psykiatri. Jamen, hvem skal sidde i det råd?
Sikkert professoren selv og formanden for SIND, nogle politikere og så sikkert også forkvinden for psykologerne. Altså et råd, der skal løse problemer, de selv har skabt. Hvor meget nyt og innovativt kan der komme ud af det?
Det er det samme, som når man sætter politikerne til at undersøge sig selv: Der kommer intet andet ud af det end ødsel med offentlige midler.
Nej, de eneste, der virkelig kan fortælle os om, hvad der skal til, er brugerne, og dem der står brugerne nær i dagligdagen: sygeplejerskerne og plejerne osv.
Hvis der endelig skulle nedsættes et talerør til beslutningstagerne.
Et er i hvert fald sikkert: Hvis der skal forbedringer til, kræves der en holdningsændring til de psykisk lidende mennesker.
Den skinbarlige sandhed om psykiatriens dagligdag er, at den er spækket med tvang, overmedicinering, lange ventelister, tidlige udskrivninger, vold, selvmord, nedslidning af personale og personaleflugt. Det er de mest almindelige problemer.
Den nemme løsning på disse problemer hedder selvfølgelig penge og mere personale. Men først er det nødvendigt at rette op på de interne holdninger til psykisk sygdom, som huserer i det psykiatriske system.Jeg er overbevist om, at mange psykologiske problemer kan forebygges ved at ændre vores alles (og ikke mindst psykiatriens) holdning til begrebet psykisk mangfoldighed.
Fundamentalt set må psykiatrien helbrede sin egen sindssyge. Første skridt til dette er at ændre holdning til psykisk lidelse – førsteprioritet må altid være at undersøge, om det er patientens livsstil, der er noget galt med, frem for at fare direkte til diagnosens samlebåndstænkning.
Der er mange psykiatriske patienter, der reelt set ikke fejler andet end at være et produkt af et samfund, som skaber usunde livsstile, og et sådant problem er et kollektivt projekt for os alle, frem for et psykiatrisk projekt.
