I mere end otte år var de adskilt fra hinanden. Tilfældigheder sørgede for, at de mødte hinanden igen - i Danmark.

Afghanske Rooyeen Atefi studerede i Indien, da hans bror - Ajmal Atefi - blev nødt til at flygte fra deres hjemland på grund af trusler fra Taleban. De fik aldrig sagt ordentligt farvel til hinanden. Kun hurtigt over telefonen.

Det fortæller Rooyeen Atefi til TV ØST.

For to måneder siden blev han selv truet af Taleban og turde ikke længere blive i Afghanistan.

Tilfældigheder ledte ham nordpå, og i begyndelsen af 2016 flyttede han ind i Danmarks største teltlejr i Næstved. Omkring 100 kilometer væk fra sin bror.

For seks år siden endte Ajmal Atefi nemlig også i Danmark. Han bor i dag med sin kone og to børn i Odense, hvor han læser til IT-supporter.

'Kunne ikke finde ord'

At de skulle mødes igen i Danmark havde ingen af dem dog forestillet sig. Men det var, hvad der for nylig skete på Odense Banegård. Da de fik øje på hinanden på perronen, løb de ind i hinandens arme i et stort, langt kram.

»Da han kom gående, kunne jeg slet ikke finde ord. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle se ham igen. Det var et vidunderligt øjeblik at se ham igen i virkeligheden,« siger Rooyeen Atefi til TV ØST.

Rooyeen Atefi venter på svar på sin ansøgning om asyl, men han håber at kunne blive boende i Danmark.

Hvordan gensynet så ud, kan du se i klippet fra TV ØST nedenfor.