Bestyrelsesformanden for Danmarks førende energiselskab, statsejede Dong, gik uden om bestyrelsen, da han offentligt slagtede topchefen gennem 11 år, Anders Eldrup, på et opsigtsvækkende pressemøde i marts. Det kommer nu frem i en ny bog.

Da Fritz Schur på pressemødet på Hotel Hilton i Københavns Lufthavn 14. marts, forklarede, at Anders Eldrup var blevet fyret pga. ekstraordinære løn- og ansættelses-forhold for ledende medarbejdere, kom det som et chok for flere bestyrelsesmedlemmer i Dong.

De anede intet om, at bestyrelsesformanden havde tænkt sig offentligt at tordne mod kontrakterne til fire ansatte i Dong, den såkaldte ’Guldfirer’. Tværtimod var de i bestyrelsen blevet enige om at gå stille med dørene.

I bogen ’Kammerherrens nye klæder’ om Fritz Schur, der udkommer tirsdag på Jyllands-Postens Forlag, beskrives det, hvordan næstformand Lars Nørby Johansen på TV2 News samme dag kunne se, at Fritz Schur havde indkaldt til et pressemøde.

- Det havde han intet hørt om. På den anden side ville det nærmest have været mærkeligt, hvis han havde. Selvom han var næstformand, blev han kun inddraget i informationsloopet, når der var officielle orienteringer i bestyrelsen, beskrives Lars Nørby Johansens reaktion.

Iskold luft

Bogens Dong-afsnit fortæller videre, hvordan der i flere perioder var iskold luft mellem Fritz Schur og Anders Eldrup. Og bogen giver indtryk af en bestyrelsesformand i Dong, der kører helt sit eget løb. Da Fritz Schur i slutningen af februar får en henvendelse fra en ’whistleblower’ om, at der foregår en guldrandet aflønning af visse medarbejdere i Dong, venter han en uge med at orientere bestyrelsen.

I stedet fik finansminister Bjarne Corydon (S) præsenteret henvendelsen som den første. Da Fritz Schur bliver bekendt med kontraktforholdene for de fire ansatte i Dong, lader han sin private advokat læse medarbejdernes kontrakter.

Fritz Schur forbød også Anders Eldrup på nogen måde at have kontakt til ejerne af Dong, staten. Fritz Schur ønskede - ifølge bogen - at være filteret mellem Dong og Finansministeriet, så han hele tiden kunne styre, hvilke informationer Anders Eldrup og ministeriet fik.

Hverken Anders Eldrup eller de nu tidligerere ansatte, der fik de høje lønninger, Jakob Barüel Poulsen og Rune Bro Roin, har ønsket at udtale sig.

Fritz Schur meddeler gennem sin juridske chef, Martin Kasten, at han ingen kommentarer har til bogen, før den udkommer.