En ung pige blev her til aften dræbt ved en jernbaneoverskæring kun 150 meter fra sit hjem.

Ulykken skete ved en jernbaneoverskæring på Arriva-banen fire kilometer fra Silkeborg i retning mod Herning. Klokken 17.44 fik politiet anmeldelsen. En ung pige var kørt over togbanen netop som toget kom. - Hun havde været nede ved vandet og bade sammen med nogle kammerater. Hun var på vej hjem alene, og cyklede på cykelstien, der løber langs banen, da hun krydsede den, blev hun ramt, siger Jens Claumarch, der er vagtchef for Midt-og Vestjyllands Politi. Der er ellers både lys og klokker ved overskæringen fortæller politiet, og loggen viser, at begge dele virkede her til aften. - Det er mærkeligt, at hun overså det, for hun kører ofte den vej, siger vagtchefen, der fortæller, at hun bor kun 150 meter fra hvor ulykken skete.
Den kun 14-årige pige var dræbt på stedet. Allerede i ambulancen måtte lægen konstatere, at hun var død. Endnu ved ingen hvorfor den unge pige ikke bemærkede toget. Vagtchefen fortæller, at en bevoksning mellem sti og togbanen gør det svært at se toget, og bt.dk's mand på stedet tilføjer at man først ser overskæringen, når man er helt nede ved overskæringen. Selvom hun ikke kunne se toget, burde hun dog have hørt det komme, for en log viser, at både lys og klokker ved overskæringen virkede. De pårørende er underrettet. Arriva sørger for passagererne, med busser og set-up med krisehjælp.