Julius Johansen vandt DM-guld for anden gang på tre dage, da han kørte solo i juniorernes linjeløb.

Grindsted. Cykelrytteren Julius Johansen sikrede sig lørdag DM-titlen for juniorer i linjeløbet.

Det skete, da han kom først over målstregen efter solokørsel i Grindsted.

17-årige Julius Johansen, der torsdag vandt DM-guld i enkeltstart hos juniorerne, sagde ifølge feltet.dk farvel til feltet efter cirka 55 kilometer på lørdagens DM-rute.

Ingen formåede at fange Team Børkop Cykler-rytteren, og efter 127,5 kilometers kørsel kunne Julius Johansen fejre sejren.

- Det er helt fantastisk, og det var noget, jeg slet ikke havde forventet på forhånd, siger Julius Johansen til feltet.dk.

- Jeg vidste, at jeg skal prøve langt udefra, for det er jeg god til, og der kan jeg holde de jævne watt det sidste stykke.

- Men jeg synes, jeg var på bagkant det første lange stykke af løbet, for hver eneste gang jeg prøvede, var folk opmærksomme, siger DM-guldvinderen.

Team Børkop Cykler snuppede også andenpladsen og tredjepladen, som gik til henholdsvis Mattias Skjelmose og Kristian Kaimer.

Senere lørdag køres seniorkvindernes linjeløb.

/ritzau/