Amy Pieters var stærkeste kvinde på de hollandske veje lørdag i kvindernes linjeløb ved EM.

Den hollandske succes for kvinder på hjemmebane ved EM i landevejscykling blev total, da Amy Pieters tog guld i linjeløbet lørdag.

Pieters kom til mål sammen med Lisa Klein (Tyskland) og Elena Cecchini (Italien), og i den spurt kunne ingen røre Pieters. Cecchini blev nummer to.

Hollandske Ellen van Dijk havde allerede taget guld i enkeltstart - for fjerde gang ud af fire mulige.

Nationaliteterne på podiet i linjeløbet blev dermed de samme, som det var tilfældet ved EM i 2018. Denne gang blot med hollandsk guld foran Italien.

Løbet blev i høj grad præget af tremandsudbruddet bestående af de tre topnationer, som kom afsted godt 75 kilometer fra mål.

Trioen havde i lang tid et par minutters forspring til favoritfeltet.

I det sad Danmark repræsenteret ved Pernille Mathiesen og Christina Siggaard i anonyme positioner, indtil Siggaard måtte slippe gruppen små 40 kilometer fra mål.

De stærke hollændere virkede nervøse over, om Amy Pieters i front kunne køre guldet hjem og forsøgte et par gange at komme afsted med en rytter mere.

Det lykkedes ikke, men troen på Pieters var åbenbart minimal fra landsmændene, for med to omgange tilbage, små 25 kilometer fra mål, satte hollænderne sig frem og igangsatte en ihærdig jagt på udbryderne.

Der var godt med vind på rundstrækningen lørdag. Det betød, at det var ekstra hårdt arbejde for de tre i front, og da hollænderne trykkede på bagfra, blev forspringet ret hurtigt barberet ned til et minut med 17 kilometer tilbage.

Men den hollandske taktik var halvhjertet, for efter at have kørt feltet inden for 40 sekunder af udbryderne, trak de orangeklædte sig fra fronten.

Så kunne udbruddet igen trække fra, og Pieters slog eftertrykkeligt fast i spurten, at landsmændene ikke havde grund til nervøsitet.

/ritzau/