»Jeg har selvfølgelig fået noget fra nogle damer,« siger Magnus Cort med sit kække smil.

For den 28-årige dansker har mildest talt haft krudt i rumpen, eller ild i røven om man vil, under Vuelta a España.

Danskeren virkede urørlig under etapeløbet, da han triumferede på hele tre etaper, og det har kastet en del opmærksomhed – og henvendelser af alle slags – af sig.

»Man modtager virkelig meget. Så meget, at beskeder fra folk jeg ikke følger på sociale medier, har fyldt min spam-indbakke helt op. Og så kan man ikke gøre andet end at trykke 'delete all',« fortæller Magnus Cort.

Bornholmeren er ikke typen, der er glad for at føre sig frem, og man kan da også mærke, at han lige skal finde sig til rette i det uvante samtaleemne.

Men det kommer faktisk ret hurtigt til ham.

»Der er for meget til, at jeg kan nå at kigge det igennem. Der har helt sikkert været nogle guldkorn, man ikke lige fik med. Men sådan er det.«

Den lynhurtige EF Education-Nippo-rytter satte konkurrenterne på plads på 6., 12. og 19. etape og scorede endda to podiepladser ud over det.

Magnus Cort har haft rig mulighed for at øve sin jubelscene: Han triumferer her på 19. etape af Vueltaen. Hans tredje sejr i årets løb.
Magnus Cort har haft rig mulighed for at øve sin jubelscene: Han triumferer her på 19. etape af Vueltaen. Hans tredje sejr i årets løb. Foto: MIGUEL RIOPA
Vis mere

Og så kan man jo ikke undre sig over, at man får flere tilbud end normalt. For det, som Cort oplevede i de uger, er kun noget, de allerfærreste oplever i løbet af en karriere.

Da Cort forlængede kontrakten med sin amerikanske arbejdsgiver tidligere i år, kom der ingen professionelle kontrakttilbud på bordet efter Vuelta-sejrene.

Måske har »nogle sportsdirektører sat et flueben ud for mit navn,« fortæller Magnus Cort, men det er så heller ikke blevet til mere end det.

Aktiviteten har været langt større på sociale medier.

»Det var vildt at se, som folk hoppede, råbte og dansede hjemme i stuerne,« forklarer Magnus Cort.

Inden henvendelser fra hunkønnet bliver samtaleemnet igen.

»Altså nogle gange får man jo de dér helt gale, som jeg tror, alle fyre får,« siger den 28-årige rytter med hentydning til nogle af de her 'bots' – altså fake-profiler med letpåklædte kvinder og seksuelle undertoner.

»Jeg får også nogen engang imellem, hvor man faktisk bliver i tvivl om, hvorvidt det er ægte eller ej,« siger Magnus Cort og griner.

»Nogle gange kan jeg jo hygge mig med det, hvis jeg keder mig, og ellers bliver det bare blokeret og lukket ude,« siger han og bryder ud i latter igen.

Han skjuler da heller ikke, at han har kunnet bruge den enorme opmærksomhed omkring sig til at lave lidt sjov.

»Hvis jeg har siddet og kedet mig i en periode, så har det været meget skægt at svare på et eller andet vanvittigt og se, hvor det bar henad. Så længe man ved, at det ikke bliver til noget.«

Når al damesnakken og de skæve smil er lagt til side, erkender Magnus Cort da, at det har været noget helt specielt. En periode, som få andre han har oplevet i sin karriere.

Magnus Cort blev også kåret som Vueltaens mest angrebsivrige rytter. Den offensive kørsel viste sig at være en god idé for danskeren.
Magnus Cort blev også kåret som Vueltaens mest angrebsivrige rytter. Den offensive kørsel viste sig at være en god idé for danskeren. Foto: MIGUEL RIOPA
Vis mere

»Man bliver da ramt af al den kærlighed. Det er stort. Det er vildt, hvor mange mennesker der følger med,« siger Magnus Cort og sætter ord på, at livet som ensom rytter ikke altid er nemt.

»Nogle gange kan man også godt føle sig meget alene som cykelrytter. I perioder bor jeg og træner alene. Hvis man så ikke lige har vundet i et stykke tid, selvom man gør sit arbejde og kører derudaf, uden at der rigtig sker noget, kan det godt være hårdt,« erkender han.

»Men lige pludselig er succesen der, og så er folk der også. Man ved jo godt, at der bliver fulgt med derhjemme. Det er stort.«

Den vanvittige Vuelta-præstation har fået mange til at udpege Magnus Cort som en af favoritterne til at vinde VM i Belgien.

Mændenes linjeløb køres søndag mellem Antwerpen og Leuven.