Holger Rune bragede afsted mod Daniel Galan og skal formentlig snart til at udvide sin garage eller sælge en af sine mange biler. Én ting drillede under kampen, der blev afbrudt af dommedagsvejr og bød på besøg fra en særlig dansker.

Herunder får du B.T.s dom over danskerens præstation mod Daniel Galan, hvor han vandt stensikkert: 6-4, 6-2.

Holger Rune leverede en magtdemonstration, da han afmonterede Daniel Galan i et opgør, hvor man aldrig nogensinde var i tvivl om udfaldet. Colombianeren fik ikke en chance.

Generelt leverede den 20-årige superstjerne en solid præstation mod den beskedne modstander, men Rune har en helt særlig ting, han skal arbejde på, hvis han skal vinde turneringen. Baghånden drillede nemlig i dele af kampen, hvor det blev sløset.

Til gengæld skal Holger formentlig snart til enten at investere i en ny garage eller sælge bare en af sine bimmere. For en sejr ved turneringen i München belønnes blandt andet med en BMW, og dem har Holger Rune altså allerede to af stående.

Uden at have noget kørekort, vel at mærke.

Holger Rune kørte sin modstander over i München.
Holger Rune kørte sin modstander over i München. Foto: Sven Hoppe/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Pludselig omdannede anlægget i München til noget, der mindede om Mordor fra Ringenes Herre.

Godt nok var mørkets fyrste Sauron – i hvert fald så vidt vides – ikke til stede på tribunerne ved BMW Open, men ikke desto mindre sørgede vejrguderne for noget, der lignede dommedag, da himlen åbnede sig over Holger Rune og Daniel Galan.

Efter kun to point væltede det ned med hagl over det røde grus, og derfor var de to spillere tvunget til en pause, allerede inden det for alvor var gået i gang.

Afbrækket generede dog ikke Rune det mindste, da han lynhurtigt fik krøllet sin colombianske modstander sammen og spillet sig videre til anden runde.

Der var uventet besøg på tribunerne, da Holger Rune rundbarberede Daniel Galan.

Særligt en gæst vakte opsigt.

Influenceren Cecilie Haugaard – bedre kendt som Cillemouse – var nemlig blandt tilskuerne ved Runes første kamp i årets udgave af BMW Open. Kendissen er på tur i München for at besøge en veninde, og så fandt hun tid til at flette lidt tennistimer ind i kalenderen.

Den havde vi ikke lige set komme - især fordi Rune netop har spillet i Monte Carlo, der plejer at være den helt store kendis-magnet.

Cecilie Haugaard og Christopher.
Cecilie Haugaard og Christopher. Foto: Anthon Unger
Vis mere

Så langt så godt.

Holger Rune er sendt på sejrkurs med den stensikre sejr mod Daniel Galan, og det lugter formentlig af det samme i kamp nummer to for danskeren, der altså er dobbelt regerende vinder af turneringen.

Skal det blive et hattrick, kræver det dog en sejr mod enten nummer 61 på verdensranglisten, Yannick Hanfmann, eller den schweiziske kvalifikationsspiller Marc-Andrea Huesler i næste runde.

De to mødes senere torsdag.