1.200 mennesker mister deres job i Ringsted.

Og det er intet mindre end forfærdeligt, mener borgmester i Ringsted Kommune Klaus Hansen (V).

»Det er kommet som et forfærdeligt chok for kommunen. Det er som et lyn fra en klar himmel,« lyder det fra en tydeligt påvirket borgmester.

»Det er byens suveræn største arbejdsplads. Det kommer til at kræve rigtig meget af kommunen og andre at hjælpe de berørte medarbejdere. Men vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe dem.«

De 1.200 afskedigelser betyder også, at der vil blive skabt op mod 300 nye stillinger i Horsens, Herning, Vejen og Blans ved Sønderborg, lyder det.

Beslutningen om at lukke slagteriet i Ringsted vil ifølge Danish Crown frigøre omkring en kvart milliard kroner.

Men selvom det er ifølge Danish Crown er nødvendigt at lukke slagteriet i Ringsted, bliver det et stort tab for kommunen, mener Klaus Hansen.

»Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe. Danish Crown har været Ringsteds dna i mange år, og det her er ganske enkelt forfærdeligt.«

I årsregnskabet 2022/2023, som blev offentliggjort i november 2023, var det tydeligt, at koncernen var udfordret på økonomien.

Indtjeningen var faldet fra knap 2,2 milliarder kroner til knap 1,5 milliarder kroner. Det på trods af, at omsætningen i samme periode var steget fem procent.

I foråret 2023 lukkede Danish Crown et slagteri i Sæby, hvilket kostede flere hundrede ansatte jobbet.