Norge er rystet ovenpå det trippeldrab, som natten til lørdag kostede Ingunn Slaatten og hendes to børn, Sander og Signe, livet.

Arne Slaatten, ægtemanden og børnenes far, som politiet mener begik selvmord, er sigtet i sagen.

Men udover spørgsmålet om, hvorfor han angiveligt slog sin familie ihjel, er der endnu en omstændighed ved sagen, som vækker undren.

Alle fire blev dræbt af skud om natten, men ifølge politiets teori, var der ingen af ofrene, som vågnede, selvom pistolen ikke brugte lyddæmper.

Heller ingen naboer hørte de dræbende skud.

»Vi ved ikke, hvorfor ingen i nabolaget har hørt noget. Indtil videre viser vores undersøgelser, at der ikke blev brugt lyddæmper under mordene,« siger politiadvokat Ann Iren Svane Mathiassen til Dagbladet og fortsætter:

»At afklare, hvorfor ingen har hørt noget, er en del af den igangværende efterforskning. I øjeblikket har vi ikke et specifikt dødstidspunkt, andet end at det skete natten til lørdag.«

Politiet besøgte familiens adresse lørdag efter en bekymret bekendt havde henvendt sig. Af gode grunde var der ingen, der åbnede døren, og politiet valgte at forlade adressen.

De kom dog igen samme aften og gjorde det makabre fund, da de tvang sig adgang til boligen.

Drabene har naturligt nok rystet lokalsamfundet. Især da familien udadtil virkede som en kernefamilie.

»Hun var den mest fantastiske kvinde, jeg nogensinde har mødt. Så generøs, venlig og god,« fortæller en af Ingunn Slaattens kollegaer.

Begge ægtefællerne havde lovligt adgang til våben, og politiet har da også fundet flere våben i huset. Heriblandt også gerningsvåbnet.