Den danske udlejningsgigant DanCenter er endt i store problemer. 

På Trustpilot og i Facebook-grupper deler flere danskere deres dårlige oplevelser med DanCenter.

En af de uheldige kunder, der har haft en rædderlig oplevelse med DanCenter, er 18-årige Mikkel Manniche. 

Fredag i sidste uge skulle han på en længe planlagt weekendtur med en flok venner, han kender fra efterskoletiden. 

Sommerhuset ved Hou Hals i Nordøstjylland skulle danne rammen for genforeningen for den store venneflok, men torsdag morgen led de store weekendplaner et knæk. 

»DanCenter skrev, at de desværre måtte aflyse vores booking af driftsmæssige årsager, og at det ikke var muligt for dem at finde en erstatning til os i tide,« siger Mikkel Manniche.

Selvom DanCenter reklamerer med en hurtig svartid, så var det pludselig umuligt at få fat på medarbejderen fra udlejningsfirmaet.

»Det er fuldstændig umuligt at komme igennem. De svarer ikke på skrift. På det ene kundeservicenummer sidder man flere minutter i kø, indtil man bliver smidt af. På det andet, kom jeg heller aldrig igennem,« fortæller Mikkel Manniche.

En fra venneflokken lykkedes fredag at få kontakt til en medarbejder, men da han begyndte at forklare deres situation, blev opkaldet afbrudt. 

B.T. har spurgt DanCenter, hvordan det kunne gå så galt i Mikkel Manniches tilfælde. 

I et skriftligt svar på engelsk, oplyser Dancenters pressetjeneste, at bookingen skullet have været annulleret automatisk i slutningen af februar, altså tre uger før Mikkel og gruppen skulle i sommerhus, men på grund af en systemfejl, blev der ikke sendt en besked afsted. 

B.T. har også spurgt DanCenter, hvordan man som kunde kan vide sig sikker på, at ens booking er gældende, når man risikerer en aflysning så tæt på afrejse. 

DanCenter skriver, at de indimellem oplever tekniske problemer, men at det heldigvis er sjældent. Der er altså ikke tale om et generelt problem, hævder man. 

Mikkel Manniche og gruppen har efterfølgende fået deres penge tilbage for den aflyste sommerhustur, men ifølge Mikkel Manniche er det kun sket, fordi de bookede hos DanCenter gennem Airbnb. 

Sidstnævnte refunderede nemlig hurtigt beløbet, da de tog kontakt til dem.