Der har boet en verdensstjerne, bengalske tigre og garagerne har været fyldt med luksuriøse biler.

Men nu er Mike Tysons gamle hus i Bethesda i Maryland sat til salg. Et hus, han købte tilbage i 1995, og som er på svimlende 1.765 kvadratmeter.

Han boede der med sin ekskone Monica Turner, som han blev gift med i 1997, og nu er huset altså at finde hos ejendomsmægleren Sotheby's International Realty.

De to blev skilt i 2003, som følge af at sportsstjernen havde været hende utro adskillige gange gennem deres forhold. Samme år blev Mike Tyson erklæret personligt konkurs som følge af en ekstravagant livsstil, hvor han brugte sin formue op.

Der er blandt andet et klaver-rum i Mike Tysons hus.
Der er blandt andet et klaver-rum i Mike Tysons hus. Foto: Sotheby's International Realty
Vis mere

Mellem 1995 og 1997 brugte han blandt andet 1,5 millioner på mobiltelefoner og personsøgere. Han ville hellere købe dyre biler end tage en taxa, og på et tidspunkt blev han så glad for en Bentley Azure, at han købte fem på en gang – til 2,2 millioner stykket.

Monica Turner blev registreret som ejer af det store hus, da de to gik fra hinanden, og nu har hun altså valgt at sætte huset til salg for intet mindre end knap 8,6 millioner dollar – svarende til 55 millioner kroner.

Og der er da også tale om et hus i den eksklusive ende med syv soveværelser, otte badeværelser, en pool, træningscenter, en kæmpe baghave, en basketballbane og flere altaner.

Da Mike Tyson boede i huset, havde han på et tidspunkt to bengalske tigre, som han havde købt, da han var på toppen af sin karriere i 1990'erne.

Der hører både en kæmpe have og en basketball-bane til huset.
Der hører både en kæmpe have og en basketball-bane til huset. Foto: Sotheby's International Realty
Vis mere

Det er alment kendt, at han gerne tog en rask brydekamp med de vilde dyr, og tidligere har Mike Tysons forhenværende træner Jeff Fenech fortalt, hvordan bokselegenden brugte tigrene til at skræmme sine gæster.

Det oplevede træneren selv ved at blive kastet ind i buret og låst inde. Noget, der skræmte ham, selv om Mike Tyson 'bare lavede sjov'.

Mike Tyson har siden fortalt, at han har fortrudt, han købte tigrene i sin tid. En udtalelse, der kom i kølvandet på Netflix-serien 'Tiger King', der for alvor startede debatten om at have de store dyr i private hjem.

»Det var forkert af mig. Jeg skulle ikke have haft dem i mit hus og troet, at de var tamme. Jeg tog fejl. Jeg var en tåbe. Jeg kunne på ingen måde have tæmmet tigrene 100 procent. De ville på et eller andet tidspunkt slå mig ihjel ved et uheld,« sagde han tidligere på året.