Jeg har for længst rundet de 50 år. Faktisk er jeg tættere på 60 end på 50. Det lyder uhyggeligt skræmmende – men ærligt, det er det egentlig ikke.

Jeg er netop vendt hjem fra en uges fitness-camp i Marbella i Spanien. Her har jeg skraldgrinet, monstersvedt og trænet flere gange dagligt med 16 andre kvinder på min alder. Kvinder, hvis kroppe ikke længere ligner de stramme modeller i lingeriannoncerne, men som gerne vil holde krop og sjæl i god form de næste mange årtier! Den yngste var omkring 45 år, den ældste var 61.

Vores mål var at give skavankerne baghjul, få en stærkere, sundere og mere fit krop. Vi startede med at kalde os diagnoseholdet – fordi alle havde en eller anden skulder-, ryg- eller knædefekt. Efter en uges træning lød kampråbet: Nej til diagnose!

Vi har talt en del om alder på en positiv og livsbekræftende måde. Selv har jeg det sådan, at jeg er glad for min alder. Mit liv er næsten, som jeg gerne vil have det. Mit arbejde fylder det, jeg ønsker og orker, det skal. Jeg har fået de børn, jeg drømte om. Jeg er rask (med de skavanker der nu engang følger med alderen). Jeg bor et sted, jeg elsker at være. Jeg har næsten alle de materielle ting, jeg har brug for i min hverdag. Jeg er hverken rig eller fattig målt i penge. Men jeg er rig på venner, livskvalitet og glæde.

Livet kærtegner mig stadig og vil mig det godt. Jeg har masser af drømme og visioner. Og noget af det vigtigste, alderen har givet mig, er en ro og sikkerhed, jeg ikke havde før. Som yngre kunne jeg være usikker på, om jeg var god og dygtig nok – også fagligt.

Det martrede mig i mange år, at jeg ikke havde papir på, at jeg er journalist. Det gør det ikke mere, for jeg ved, jeg er dygtig til mit job. Jeg er i det hele taget holdt op med at slå mig selv i hovedet med alt det, jeg synes, jeg er mindre god til, og det jeg ikke når.

I dag klapper jeg i stedet mig selv kærligt på skulderen, når jeg er lykkedes med noget og har gjort noget godt for mig selv. Et kærligt skulderklap efter løbeturen; når en kontrakt er i hus; eller når en kunde er glad. At tillade sig selv at være tilfreds er både dejligt og stort.

Det bedste ved at være 50+ er at kunne se sig i spejlet og være tilfreds. Også med de smilerynker, som livet og tiden har bragt, de fortæller jo også en historie om levet liv. Med kroppen, der selvom jeg holder mig godt, og jeg lige har foræret den og mig selv en uge i træningsparadis, bærer præg af at have født 2 børn og dyrket sport et langt liv. Lidt slidgigt hist og pist. Lidt hud, der har set strammere tider. Et par bryster der er flyttet lidt nedad – men som dog kan hejses på plads. Jeg kunne være ked af det og skamme mig over forfaldet. Det gør jeg ikke. Men jeg passer på og vedligeholder mig selv, som jeg gør med mit gamle hus.

Det bedste ved at være 50+ er i det hele taget, at der ikke er noget at fortryde eller skamme sig over. Gjort er gjort. Sagt er Sagt. Og skam og dårlig samvittighed er fandens værk. Det indser man, når der er kortere til enden end til begyndelsen.