Er du i nærheden af Odense på mandag, og kører du elbil, så kunne det måske være en idé at lægge vejen forbi Drejebænken.

Her sætter Norlys nemlig strøm i selskabets nye ladepark, og det fejrer man med en pris på nul kroner i de første 24 timer. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

»Elbilerne oplever et momentum i øjeblikket, men hvis vi skal have endnu flere til at vælge en grønnere bil og nå regeringens mål om en million elbiler på vejene, skal vi udbygge og udvikle infrastrukturen,« fastslår Ellen Trolle, som er direktør i Norlys' ladestanderforretning.

»Drejebænken er et trafikalt knudepunkt, og derfor er det oplagt, at den første af en række Norlys-ladeparker opføres her,« forklarer hun.

Norlys har – indtil videre – planer om at etablere yderligere 14 ladeparker i Danmark, og ved Drejebænken og fire af de øvrige, kommende ladeparker installerer selskabet i samarbejde med Experimentarium en række aktiviteter tæt på ladestanderen, som skal være med til at tiltrække danske elbilejere – og måske deres børn.

»Vi håber med vores koncept at sætte en helt ny standard for, hvordan man skaber 'ladeglæde' og derved motiverer endnu flere danskere til at tage springet til elbil,« siger Ellen Trolle.

For at lade gratis ved Drejebænken i det første døgn, fra mandag klokken 12.00, skal man benytte appen Norlys Opladning, benytte Norlys ladebrik eller benytte kreditkort ved standeren, oplyser Norlys.

Norlys åbner mandag ny ladepark ved Odense og fejrer det med gratis opladning i 24 timer.
Norlys åbner mandag ny ladepark ved Odense og fejrer det med gratis opladning i 24 timer. Foto: Norlys
Vis mere

Samtidig fortæller konkurrenten Clever i en pressemeddelelse, at man torsdag har åbnet ny ladepark – selskabets største – i Aabenraa.

Hos forbruger- og interesseorganisationen FDM hilser man udviklingen og udvidelsen af ladeinfrastrukturen velkommen.

»Det går forrygende med elbilsalget, både de nye biler, men vi ser også et stigende antal, der bliver importeret som brugt. Vi runder i øjeblikket 230.000 elbiler på de danske veje,« siger forbrugerøkonom Ilyas Dogru.

»Der er i den grad brug for, at en stor spiller som Norlys bidrager til udrulning af ladeinfrastruktur, så det bliver nemmere at vælge elbilen til,« konstaterer han.

Ilyas Dogru glæder sig desuden over, at Norlys også fokuserer på, hvad danskerne kan bruge tiden på at lave, mens de lader bilen op.

»Erfaringer fra Norge viser, at bilister rent faktisk kører efter faciliteter og ikke kun pris, så derfor kombinerer Norlys nu opladningsoplevelse med attraktive priser og ikke mindst brugervenlig app,« siger han.

Har du lyttet til det seneste afsnit af B.T.s podcast Spar Kassen, hvor vi taler om en af Norlys' og Clevers konkurrenter på lademarkedet, energiselskabet OK, som nu overtager magten i dagligvaregiganten Coop?

Her kommer vi ind på, hvad der er gået galt, og hvad det betyder for Coop, at OK nu er trådt ind med flere milliarder.