Den anspændte situation mellem Sverige og Tyrkiet kan nu ende i sportslige konsekvenser.

Om knap en måned foregår EM i indendørsatletik i Istanbul. Men det kan ende med at blive uden Sverige som følge af den højspændte situation mellem Sverige og Tyrkiet.

Det oplyser Kajsa Bergqvist, forbundskaptajn i det svenske atletikforbund, skriver Expressen:

»Det er som svensker svært ikke at føle sig utryg, når man brænder det svenske flag af i byerne,« siger hun og tilføjer:

Kajsa Bergqvist.
Kajsa Bergqvist. Foto: Josep LAGO
Vis mere

»Vi holder øje med, hvad der sker, og er i tæt kontakt med det europæiske forbund og de lokale arrangører for at sikre, at vi kan være der sikkert,« siger hun.

Den anspændte situation kommer efter, at den dansk-svenske politiker Rasmus Paludan tidligere på måneden brændte en koran af foran den tyrkiske ambassade i Stockholm.

Samtidig har Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan kritiseret Sverige for ikke at ville udlevere en række personer, som Tyrkiet sætter i forbindelse med militante kurdere og et mislykket kupforsøg i 2016.

Erdogan har siden truet med at sige nej til svensk NATO-medlemskab – alt imens, at der i Tyrkiet er en vrede rettet mod Sverige.

Det svenske udenrigsministerium skriver også, at der er en øget risiko for svenskere ved at opholde sig i Tyrkiet, særligt Istanbul.

Derfor kan Kajsa Bergqvist ikke udelukke, at Sverige melder afbud til EM.

»Vi håber, situationen falder til ro. Vores udgangspunkt er, at vi tager derned og konkurrerer. Vi, i foreningen, tager os af de omkringliggende problemer, så udøverne kan fokusere på præstationerne.«