Gjorde han lige det?

Sådan må en del NFL-fans have tænkt, da den amerikanske superstjerne Tom Brady onsdag fejrede sin syvende Super Bowl-titel.

For sammen med sit hold, Tampa Bay Buccaneers, var han ude på en storslået bådparade i én af byens kanaler for at blive hyldet af fans efter søndagens finalesejr.

De fremmødte fans fik dog noget af en overraskelse – og nok også forskrækkelse – da en meget, meget fuld Tom Brady pludselig besluttede sig for at kaste det legendariske vindertrofæ, Vince Lombardi-trofæet, over i en anden båd. Du kan se klippet nederst i artiklen.

Tom Brady (orange t-shirt) under Super Bowl-fejringen.
Tom Brady (orange t-shirt) under Super Bowl-fejringen. Foto: Kim Klement
Vis mere

Helt konkret valgte den 43-årige quarterback at kaste trofæet til sin mangeårige makker på banen, Rob Gronkowski, der sad klar til at gribe det i en anden båd.

På grund af de store mængder alkohol, der blev indtaget på båden, frygtede flere øjenvidner da også, at trofæet ville ende på bunden af Hillsborough River.

Men heldigvis for de to superstjerner endte det hele dog nogenlunde godt, da sidstnævnte greb trofæet – til stor jubel for de andre holdkammerater, som ifølge flere amerikanske medier heller ikke ligefrem havde holdt igen med drikkevarerne.

Efterfølgende er de to ellers så populære NFL-stjerner kommet i massiv modvind på de sociale medier, fordi de under fejringen var fulde, samtidig med at de sejlede. Det skriver det amerikanske medie Fox News.

Noget, som Tom Brady efterfølgende dog har gjort grin med på Twitter, selv om han tydeligvis måtte have hjælp til at stå på benene, da han kom i land efter fejringen.

'Intet at se her … bare lidt tequila,' skriver han i et tweet, hvor han har delt en video, der viser, hvor fuld han egentlig var.

Det fulde makkerpar har faktisk været så omdiskuteret på især Twitter, at søgningen 'drunk Tom Brady' er blevet enormt populær det seneste døgn.

Netop Brady og Gronkowski kunne søndag aften endnu en gang lade sig hylde som vindere af Super Bowl efter en sejr på på 31-9 over Kansas City Chiefs hjemme i Florida.

Makkerparret løb da også med opmærksomheden i søndagens finale, da to af Bradys tre touchdownkast i kampen var til netop Gronkowski.

Super Bowl-sejren var Bradys første for Tampa Bay efter 20 år hos New England Patriots.