I 2013 begynder en ny omgang af ’X Factor’, og i den kommende sæson har DRs populære fredagsunderholdning fået to nye dommere: Anne Linnet og Ida Corr. Men det er ikke første gang, at de to er blevet spurgt, og indtil nu var Ida Corr imod 'X Factor'-konceptet.

- I begyndelsen havde jeg det rigtig svært med konceptet, fordi jeg syntes, at det var alt for kommercielt. Musik er kunst og en livsstil, siger Ida Corr.

Hjælpe unge mennesker

- Men jeg kan nu se, hvad ’X Factor’ gør. Det giver en mulighed til nogle folk, som ellers ikke ville have en chance i branchen. Og jeg får mulighed for at hjælpe og støtte nogle unge mennesker.

Ida Corr er tidligere blevet spurgt, om hun havde lyst til at være dommer i ’X Factor’, men først nu har det ’passet ind’. Men før der kom et endeligt ja fra den dansk-gambianske sangerinde, havde hun sine betænkligheder.

- Jeg er fra en anden tid rent musikalsk. Dengang var det først i øvelokalet, og så spillede man sig op, men sådan er det ikke i dag. Men man må acceptere, at det er her, talentmassen er, siger Corr, og kalder ’X Factor’ for sin branches vindue lige nu for ny talentmasse.

Massiv eksponering


Udover at skulle vænne sig til konceptet, så måtte Ida Corr også overveje, om den store opmærksomhed var tjansen som dommer værd.

- Det er en meget massiv eksponering, man får, og jeg skal lige vænne mig til, pludselig at skulle tage det ind i min egen baghave. Corr måtte også spørge sig selv, om hun var kompetent nok til opgaven.

- Jeg tænkte ’kan jeg nu det her og har jeg nok at sige’, men det fandt jeg ud af, at det har jeg i den grad, siger hun og nævner, at hun glæder sig til at prøve kræfter med sine egne idealer.