Når der i aften uddeles European Film Awards i Berlin, så er dansk film fornemt repræsenteret med ikke færre end fire film.

Lars von Trier står bag to af dem - nemlig »Dogville« og »De fem benspænd« - og samlet fire nomineringer. Men selv om Berlin ikke er så farligt langt væk, at man kan nå at få angstanfald, så har instruktøren ingen intentioner om at være til stede ved prisuddelingen.

Fysisk, i hvert fald.

»Han vil være der på en eller anden tricky måde,« siger hans producent Vibeke Windeløv, der dog ikke vil uddybe sin kryptiske kommentar.

Chancerne for, at Lars von Trier og »Dogville« rent faktisk vinder en pris, er ret stor.

For selv om filmen blev forbigået tidligere på året i Cannes, så var det efter flertallets mening så uretfærdigt, at mange uden tvivl vil forsøge at rette op på skaden i denne sammenhæng, hvor Trier i konkurrencen om bedste europæiske film er oppe mod Stephen Frears »Dirty Pretty Things«, det tyske hit »Goodbye Lenin!«, engelske »In This World«, spanske »My Life Without Me« og endelig den franske »Swimming Pool«.

Til gengæld er »De fem benspænd« allerede ude af kapløbet. Her er det allerede offentliggjort, at dokumentarfilmen om Khmer Rouge bliver vinder.

Hvordan chancerne er for Christoffer Boe og hans debutfilm »Reconstruction« har ingen endnu turdet gisne om. Filmen er nomineret i Discovery-kategorien for nye talenter.

Dertil kommer den danske kortfilm »Små skred« af Birgitte Stærmose. Og endelig er filmfotografen Anthony Dod Mantle nomineret for sit arbejde på såvel Thomas Vinterbergs »It's All About Love« som den engelske thriller »28 Days Later«

Mens Mantle personligt er til stede i Berlin, repræsenteres de øvrige danske film af deres producenter.

Så stjernerne bliver - ligesom Trier - hjemme.

I modsætning til tidligere år transmitteres prisoverrækkelsen ikke live. Først søndag aften vil den kunne ses på flere udenlandske kanaler, men ingen danske.suss@bt.dk