(***, TOBIAS TRIER, Rytmescenen). Det var så hyggeligt sidste år,« sagde en sød fynsk pige om Tobias Trier, inden han gik på scenen.

Det var det sådan set igen i går, men der manglede også noget og var noget for meget - som vi vender tilbage til.

I forhold til sidste år var Tobias og konservatorievennerne flyttet til Rytmescenen fra den daværende Jubilæumsscene, der nu hedder Strandscenen.

Fanskaren ER vokset betragteligt siden dengang, men det var alligevel som om der var for stort på scenen og for højt til loftet for den ganske lille kvartet.

Trier Juniors blanding af pop, hiphop, rock, easy-listening og latin med mundret, eftertænksom og ofte morsom lyrik er speciel herhjemme. Og numre som »På Bakkegårds Allé«, »Kaffe og giffel«, den Dan Turell'ske »Oasebar«, »Den forsinkede dreng«, »Jeg drak af din kop« og de spøjse kærlighedssange »Bag de blå persienner«, »Hvorfor kommer hun ikke?', »Trine« og »Mælk og honning« er stadig unikke.

Problemet var bare, at de blev leveret mere afdæmpet, uden den gejst, jeg har oplevet tidligere.Vel var det stadig hyggeligt i Tobias Triers selskab, men det var ikke så sjovt og charmerende som tidligere.